Som i næsten al forskning, startede opdagelsen af Omega-3 fedtsyrernes gavnlige virkning og beskyttelse mod miljøgifte, nærmest ved en tilfældighed.
Det hele startede med et helt almindeligt museforsøg, hvor forsker Annette Bernhard fra Københavns Universitet og tidligere disputas med doktorgrad fra Sintef (Det norske Nationale Institut for Ernæring- og Sjømatforskning), i et forsøg ville påvise hvorledes sammenhængen mellem næringsstoffer og miljøgifte, fungerede i kroppen.
Museforsøget viste at foder med fiskeolien gav mindre miljøgifte i lever og fedtvæv hos musene, væsentligt mindre end hvis der blev givet foder med soyaolie.
Det er den opgave den norske PhD studerende og forsker Annette Bernhard nu har stillet sig selv og nu prøver at finde svaret på. Hun ser på samspillet mellem fedt og miljøgifte, noget der på fagsproget kaldes persistente organiske miljøgifte, der er betegnelsen for kemikalier med giftige egenskaber, som nedbrydes meget langsomt i naturen og som kan ophobes i levende organismer.
Annette Bernhard har specielt studeret stoffet alfa-HBCD i to uafhængige museforsøg, med et noget anderledes resultat, end hun havde forventet.
I første forsøg ønskede forskeren at se hvorledes alfa-HBCD påvirkede fedtaflejringen i hovedpulsåren. Her fik to grupper mus foder indeholdende blandt andet alfa-HBCD. Eneste forskel her mellem de to grupper mus var, at det ene foder indeholdt fiskeolie (OmegaR11;3) og det andet indeholdt almindelig soyaolie. Hos musene der fik foder med omegaR11;3, havde væsentligt mindre indhold af alfa-HBCD i leveren og fedtvævet end musene i den anden gruppe, der havde fået foder med soyaolie.
Her konkluderer den norske forsker, at maden og fedtkilden har stor betydning for hvorledes kroppen håndterer miljøgifte. Det står stadigt ubesvarede hen, hvorfor musene lagrede alfa-HBCD forskelligt.
Læs om hele undersøgelsen her (The Role of Seafood Nutrients and Persistent Organic Pollutants in the Development of Metabolic Diseases) engelsk udgave
