Kystfisker Kompagniet i Korsør lagde onsdag den 18. november lokaler til et møde om Østersøen og Østersøens fiskeri, som Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri (FSK-PO) havde inviteret til.
Baggrunden for mødet var blandt andet en snak om FSK-PO’s oplæg, der var sendt til Miljø- og Fødevareministeriet, om »fiskeriets fremtid i Østersøen«.
Forslag, der i samarbejde med en række andre organisationer viser vejen frem til at sikre det bæredygtige fiskeri og fiskebestandene samt beskæftigelsen omkring Østersøen, også udfra et miljømæssigt og erhvervsmæssigt perspektiv.
Et af FSK-forslagene var mere konkret, at man over en længere årrække, laver en omlægning af fiskeriet i dele af den vestlige Østersø, til et mere skånsomt fiskeri.
Til mødet var fiskere mødt talstærkt op, med repræsentanter fra både Danmarks Fiskeriforening PO og Bælternes Fiskeriforening samt Klintholm Fiskeriforening og Batic Sea Advisory Council.
Mødet var præget af en stor lyst til at debattere fiskeriet, og hvordan man skaber de bedst mulige rammer for fremtidens fiskeri i Østersøen. Både fiskemetoder, logistik og havnefaciliterer blev ivrigt vendt og drejet samt diskuteret.
Der var stor og bred enighed om, at særligt sæler, skarv og forurening var en stor trussel imod fiskeriet i Østersøen. Alle var også enige i konklusionen om, at disse trusler skal der gøres noget ved, så der skabes en balance i Østersøen, der fremover kan understøtte fiskeriet.