Årets fangster halter langt efter de seneste års fiskerier. Lav vandtemperatur er måske årsagen.
Kulsofiskeriet ligger langt bagud i forhold til de seneste år. Foreløbige tal viser, at der i år hidtil blot er landet 38 tons. Til sammenligning blev der i første kvartal sidste år landet 160 tons. Der mangler endnu et par fiskedage, før marts måned er omme, alligevel er forskellen meget markant og mængden desværre kun omkring en fjerde del i forhold til det forventede.
I 2010 blev der i første kvartal landet godt 120 tons.
Blandt erfarne garnfiskere tales der om, at baggrunden for det svigtende fiskeri kan være klimabestemt. Flere uofficielle målinger fra lavvandede områder i indre farvande viser markant lavere temperatur, end målinger foretaget på samme positioner sidste år. Dermed er der håb om, at den skattede fisk blot afventer varmere vand, inden de trækker mod kysten for at gyde.
Prisniveauet afspejler tydeligt det svigtende fiskeri. Gennemsnitsprisen ligger i år på 91 kr. , mod henholdsvis 41 og 35 kr. de seneste år.