Det skriver direktør Brian Thomsen i Dansk Akvakultur om kronikken »Drop drømmen om flere havbrug«, i politikken den 23. februar 2022 af fiskeribiolog Steen Ulnits og lystfisker Stig Bülow. Artiklen har flere interessante perspektiver og korrekte iagttagelser om havbrug, men den savner nuancer, skriver direktøren Brian Thomsen i sin kommentar.
Svaret på artiklen i Politiken af Brian Thomsen, Dansk Akvakultur (medlem i VBF), blev ikke bragt i Politiken, hvorfor FiskerForum.dk bringer indlægget her.
Brian Thomsen skriver blandt andet, at Steen Ulnits og Stig Bülows indlæg har flere interessante perspektiver og korrekte iagttagelser. Men de nuancer, der bidrager til en oplyst og konstruktiv debat, mangler.
Steen Ulnits og Stig Bülow har ret i, at udledninger fra havbrug ledes direkte ud i det omgivende havområde. Der mangler dog en væsentlig nuance her, at der kun gives placerings-tilladelse og miljøgodkendelse mv. til et havbrug, hvis det kan dokumenteres, at havbruget er foreneligt med god økologisk tilstand i vandmiljøet. Derfor udledes der heller ikke store mængder ufordøjet foder til vandmiljøet, som Steen Ulnits og Stig Bülow er bekymrede for. Der bruges omkring 1,2 kilo højeffektivt foder til at opdrætte 1 kilo ørred, så fisken optager langt det meste.
Bidrager med under en promille af kvælstof
Når man læser Steen Ulnits og Stig Bülows debatindlæg, lægger det lige for at forestille sig, at havbrugene nok er den primære årsag til Østersøens tilstand.
Men her er det væsentligt at have proportionerne på plads, skriver Brian Thomsen fra Dansk Akvakultur videre. De danske havbrug bidrager med under en promille, at den samlede gennemstrømning af kvælstof i danske stræder og bælter.
Det er ikke et uvæsentligt bidrag, men det er værd at have proportionerne in mente, før vi barrikaderer os i skyttegravene.
Det er naturligvis heller ikke kun rognen, der er brugbar, som man kan få indtryk af i Steen Ulnits og Stig Bülows debatindlæg. Det ville være en meget dårlig forretning.
En tur ind på Danmarks Statistiks hjemmeside vil vise, at de danske havbrug i 2019 solgte hav-opdrættede ørreder til en værdi af cirka 378 millioner og rogn til en værdi af cirka 106 millioner kroner. I sit lokale supermarked vil man formentlig kunne finde røgede, ferske og frosne ørredfileter, som kan tilberedes på samme måder som laks.
Ingen grund til bekymring for fiskenes ernæring
Steen Ulnits og Stig Bülow bekymrer sig også for, om rovfisk som regnbueørreder kan få deres ernæringsbehov dækket af de vegetabilske ingredienser. De vegetabilske ingredienser har bidraget til et stort fald i udledninger af fosfor fra fiskeopdræt, understreger direktøren fra Dansk Akvakultur.
I Dansk Akvakultur tør vi godt love de herrer Ulnits og Bülow, at de ikke behøver at bekymre sig for rovfiskenes ernæring.
- Ernæring er lig med tilvækst, og hvis der er noget fiskeopdrættere går op i, så er det, at fiskene vokser.
- Og hvis der er noget danske foderfirmaerne går op i, så er det at bidrage til en stadig mere bæredygtig fødevareproduktion med foderprodukter, som også kan sælges til opdrætterne.
- Optimeret ressourceforbrug og minimering af spild er her helt centralt.
Heller ikke de marine ingredienser i fiskefoder er Steen Ulnits og Stig Bülow spor begejstret for, da disse råvarer ifølge de to debattører kunne være spist i »fattige lande«.
Men husk, at i dansk fiskefoder kommer fiskemel fra arter, der ikke er marked for til humant konsum, samt fra restprodukter som hoved og ben. Størstedelen af fiskeolien stammer ligeledes fra afskær.