Forfatter Mathilde Walter Clark, der er uddannet Cand.Mag i dansk og filosofi ved Roskilde Universitet, viser med sit indlæg på Altinget i dag, at hun har en »teoretisk tilgang til virkeligheden« – men desværre en, der hverken tager højde for realiteterne i fiskeriet eller de økonomiske og konkurrencemæssige konsekvenser af CO2-afgiften.
Du kan læse hendes indlæg i Altinget.dk her »Regeringen trak CO2-afgif på fiskeriet tilbage med fortælling om tomme haller..«
Først og fremmest er det faktuelt korrekt, at de danske fiskeauktionshaller oplevede en nedgang i landingerne. Det skyldes ikke blot CO2-afgiften, men også at udenlandske fiskere i stigende grad vælger at lande deres fangster i lande uden denne afgift – præcis som forudset. Mens Walter Clark afviser dette som »bullshit«, vidner realiteterne om noget andet: Konkurrencevilkår betyder noget, især i en international branche som fiskeriet.
Den centrale problemstilling her er fraværet af grønne alternativer.
Fiskeriet kan ikke omstille sig fra den ene dag til den anden, fordi der ikke eksisterer et brugbart og tilgængeligt alternativ til diesel som brændstof. Ingen er imod en grøn omstilling af fiskeriet – tværtimod. Men det kræver realistiske løsninger og en strategi, der ikke blot skubber danske fiskere ud af markedet og flytter problematikken til nabolande med mindre strikse miljøregler.
Mathilde Walter Clarks udmelding om, at »nogle af forurenerne vil gå konkurs« er ikke bare barsk – den er kynisk og vidner om en total mangel på forståelse for virkelighedens verden.
Det er let at sidde bag en skrivepult og kræve hurtige omstillinger, men når det gælder fødevareproduktion og forsyningssikkerhed, er tempoet afgørende. Fiskeriet har ikke fået stillet realistiske alternativer til rådighed – så hvad er egentlig pointen med at påføre dem en afgift, der blot flytter problemet til udlandet? Hvis danske fiskere må dreje nøglen om, bliver fisken jo ikke tryllet frem fra en klimavenlig parallelverden – vi importerer den i stedet fra lande med langt mindre bæredygtige praksisser. Hvor er den grønne logik i det?
Mellem 80 og 90 procent af dansk fiskeri foregår i dag med trawl, og en omstilling til andre former for fiskeri, som garn, snurrevod, ruser, tejner eller kroge, lyder rationelt, men med fartøjernes udformning og tekniske indretning er det ikke umiddelbart muligt. Desuden er det en myte, at trawlfiskeriet pr. definition er skadeligt. Der er stor forskel på bundtrawl. Faktisk viser analyser, at trawlfiskeri i mange tilfælde har et lavere CO₂-ækvivalent pr. kg fanget fisk sammenlignet med mere skånsomme metoder. For eksempel har undersøgelser fra Storbritannien vist, at bundtrawl resulterede i lavere CO2-udledning pr. kg fanget fisk end linefiskeri, fordi linefiskeri kræver flere sejltimer og brændstof pr. fanget fisk. Tilsvarende er fiskeri med tejner og ruser mere brændstofkrævende, pr. fanget fisk, da det kræver flere ture til havs for at sætte og tømme redskaberne.
Det betyder, at en ensidig kritik af trawl kan føre til fejlslutninger, hvis målet er at reducere CO₂-udledningen. I stedet for blindt at straffe én type fiskeri burde man se på den reelle klimabelastning per kg fisk fanget.
Måske Mathilde Walter Clark og hendes ligesindede burde starte et andet sted, hvis de virkelig vil redde »verden og havmiljøet«. De kunne for eksempel kigge på, hvad der skylles ud i vores vandmiljø fra byernes rensningsanlæg – medicinrester, mikroplast og kemikalier fra helt almindelige husholdninger. Det er et kæmpe problem for havmiljøet, men sjovt nok er det ikke lige så politisk sexet som at lange ud efter fiskeriet.
En grøn omstilling skal være både ambitiøs og realistisk. Tempoet skal følge mulighederne – ellers ender vi med at ødelægge vores egen fødevareproduktion uden at opnå noget som helst for klimaet.
Walter Clark spørger til slut hvorfor »SOSU-assistenter, konsulenter og andre« skal betale fiskernes brændstof. Spørgsmålet burde snarere være, hvorfor Danmark frivilligt skal smadre et af sine vigtigste fødevareerhverv, når alternative løsninger ikke engang er mulige endnu. Forsyningssikkerhed for fødevarer er ikke en abstrakt debat i et seminar på Roskilde Universitet – det er en konkret virkelighed, som kræver realistiske og ansvarlige beslutninger.
Hvis vi ønsker en bæredygtig fremtid for både fiskeri og miljø, må vi tænke i løsninger, ikke i ideologisk drevet symbolpolitik.
