Stigende priser på især konsumfisk har givet de danske fiskere et rigtig flot resultat for 2016, der ikke siden 2002 har præsteret en større omsætning.
Sammenlagt omsatte dansk fiskeri for 3,6 milliarder kroner fisk i det forgangne år, hvoraf konsumfiskeriet alene står for 2,9 milliarder kroner af den samlede omsætning. Det viser tal fra NaturErhvervstyrelsens afregningsregister.
Helt præcist landede bruttoomsætningen i 2016 på 3.621.300 kroner, og det er hovedsageligt de gode priser på konsumfisk, der har skubbet omsætningen i vejret. I 2016 har fiskerne totalt set fået 9,84 kroner i gennemsnit pr. kilo fisk, der er landet til konsum – det svarer til en stigning på 20 procent i forhold til året forinden, hvor gennemsnitsprisen landede på 8,26 kroner pr. kilo fisk.
Der er dog store forskelle art for art i konsumfiskeriet, når man ser på udviklingen i bruttoomsætningen. Det er primært prisstigninger for sild, rødspætter og jomfruhummer, der bærer fremgangen i omsætningen.
Der er også sket en beskeden stigning i fangsten målt i vægt Konsumfiskeriet gik fra samlede landinger på 292.730 tons i 2015 til 297.174 tons i 2016. Det er en stigning på to procent, og den kommer hovedsageligt fra større landinger af rødspætter.
Fald i industrifiskeriet
Derimod oplevede industrifiskeriet et markant fald i omsætningen, målt både i værdi og i landinger. Årsagen her var det totale fravær at et tobisfiskeri i foråret, som gav et omsætningsfald på hele 27 procent, svarende til 960 millioner kroner i 2015 til 697,6 millioner.
Mængdemæssigt var der i 2016 også tale om et markant fald, som var på 37 procent. Fra 558.000 til 342.765 tons.
Priserne har både for konsum- og industrifiskeriet været gode i 2016 og været en væsentlig årsag til det gode resultat. I 2015 var den gennemsnitlige kilopris 1,72 kroner og i 2016 har det været 18 procent højere, svarende til 2,04 i gennemsnit.