Det er særligt fisketerminalen og belysningen på Havnen, der har størst klimapotentiale på Hirtshals Havn.
Det skriver Hirtshals havn i et nyhedsbrev
Hirtshals Havn har udarbejdet sit første klimaregnskab, og foruden et værdifuldt overblik over havnens samlede CO2-udledninger er der også blevet identificeret områder med de største potentialer for at nedbringe udledning og nå havnens strategiske målsætning om at være emissionsfri i 2025.
Stort set al belysning på havnens arealer er blevet udskiftet til LED-lys, og fisketerminalen, der er en af landets største, skal blandt andet optimeres i forhold til styring af energiforbruget.
Det har været en øjenåbner for Hirtshals Havn, at udarbejde virksomhedens første klimaregnskab. Det er samtidig et stærkt udgangspunkt for at fokusere på klima-indsatserne, hvor de giver allerbedst mening. Det forklarer Peter Ydesen, teknisk chef ved Hirtshals Havn.
»Vi havde naturligvis en idé om strømforbruget, men det er første gang, vi får sat vores klimabelastning i system og på den måde har fået et samlet overblik over, hvor der er det største potentiale for at sænke vores CO2-udledning og på længere sigt indfri vores målsætning om at være emissionsfri i 2025. Køling af fisk tegner sig selvfølgelig for en stor andel i CO2-regnskabet, og vi er derfor i fuld gang med at afklare potentialet blandt andet for mere styring af energiforbruget.«
Fakta om Hirtshals Havns CO2-udledning i 2021 var på i alt 335,7 tons og fordeler sig således:
- Fjernvarme: 19,5 procent
- Mobile anlæg (fartøjer, marinegasolie, truckgas m.v.): 28,4 procent
- Elektricitet: 52 procent