Aftryk på klimaet er for flere og flere forbrugeres vedkommende blevet en væsentlig og en meget vigtig faktor når der handles ind. Mange ved, at oksekød er en af de værste klimasyndere vi har herhjemme, men de færreste ved sikkert ikke hvorledes det ser ud med fisk?
For fisk er billedet ikke helt så entydigt, for her ligger vildtfanget fisk generelt i midten eller i den lave ende, af animalske produkter, når det kommer til CO2 aftryk. Men fisk er jo ikke bare fisk.
Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri (FSK) har derfor talt med Friederike Ziegler fra RISE Research Institutes of Sweden for at blive klogere på fisk samt klimaaftryk og noget af det første som Friederike Ziegler nævner er de pelagiske stimefisk som sild og makrel.
Stimefisk har ofte lavt klimaaftryk
Hun forklarer her hvorfor. »Noget af det mest klimavenlige fisk du kan spise er sild og makrel. De fanges ofte af store fartøjer og de svømmer i store stimer, og der fanges derfor rigtig mange fisk på én gang. Derfor er brændstofforbruget pr kilo fisk meget lavt,» understreger Friederike Ziegler.
Fanges sild og makrel med garn, mindre flydetrawlere eller kystnot langs kysterne er der efter alt at dømme også et meget lavt klimaaftryk i sammenligning med andre animalske fødekilder, men det er endnu ikke så godt belyst, fortæller den svenske forsker videre.
»Men når det kommer til de arter, der lever på og ved bunden som fx torsk og rødspætter, er billedet noget anderledes. Disse fisk lever mere spredt, og der er derfor ikke de samme fangstmæssige stordriftsfordele her som ved stimefiskerierne. I disse fiskerier er fangstmetoden af stor betydning for, hvor stort et klimaaftryk fisken har«, forklarer Ziegler.
Der vil altid være forskelle imellem fiskerier
»Det har også betydning, hvor store bestandene er, og hvor nemme de er at fange. Men overordnet set kan man sige at klimaaftrykket af en torsk eller fladfisk fanget med passive redskaber som fx garn har et lavere CO2 aftryk, end hvis den samme fisk fra den samme bestand er fanget med et aktivt redskab, det kunne eksempelvis være bundtrawl«, påpeger Friederike Ziegler.
»Tidligere studier har også vist, at fladfisk fra snurrevodsfiskerier er et klimavenligt valg, når det kommer til f.eks. rødspætter,« pointerer Ziegler og henviser til en dansk forsker Mikkel Thrane, der blandt andet har påvist dette i en rapport.
Hvad mange forbrugere ikke ved er, at i en prioriteret rækkefølge af klimabelastning for fisk er den som følgende: – Selve fangsten er den mest klimabelastende del af produktionen – Dernæst kommer transporten af fisken – og til sidst tilberedningen hjemme i køkkenet
Friederike Ziegler argumenterer endvidere for, at man bør se på hele måden, der produceres på. Man skal som forbruger og forvalter sikre sig, at den overordnede mest miljøvenlige måde at producere og fiske på, belønnes.
»Men hvis forbrugerne skal kunne træffe det bedste valg, kræves det at forbrugerne kan finde de fisk, der har det laveste klimaaftryk, og at det er dokumenteret,« slutter Friederike Ziegler.
Friederike Ziegler er seniorforsker på RISE Research Institutes of Sweden. Hun har arbejdet med livscyklus-analyser på fisk de sidste 20 år, og har udgivet en lang række artikler i blandt andet The International Journal of Life Cycle Assessment om emnet.
Kilde: FSK FiskerForum.dk