Det er forbrugerne der skal redde fiskene, ifølge Marine Stewardship council (MSC) der i denne uge sætter fokus på verdens fiskebestande og havmiljøer, med kampagnen ”mærket med omtanke – fra havet til din indkøbskurv.”
Forventningerne er tårnhøje, da kampagnen i 2012 sikrede en stigning på 40% flere MSC-certificerede produkter i Danmark. Også i år vil MSC aktivt informere forbrugerne om fordelene ved MSC, som er en garanti for, at fisk og skaldyr er fanget bæredygtigt og skånsomt for havmiljøet.
MSC tæller nu mere end 600 fiskeprodukter
Friskfanget fisk, tun på dåse og rejer fra Grønland er bare et lille udpluk af mere end 600 produkter, som i dag bærer det blå MSC-mærke. Og præcis som med kød og mejeriprodukter er det vigtigt, at danskerne tager aktivt stilling, når fisk og skaldyr skal på middagsbordet.
”MSC er forbrugernes bedste valg, når de står foran supermarkedets køledisk og vil have bæredygtige fisk og skaldyr. Det er flere gange blevet dokumenteret af videnskabelig forskning, at MSC er den mest troværdige uafhængige mærkning,” siger Christoph Mathiesen, programleder af WWF Verdensnaturfondens hav- og fiskeriprogram.
Danskerne bakker MSC mærkningen op
Danmark er et af verdens hurtigst voksende MSC-lande, hvor dansk detailhandel i flere år har bakket op om MSC og hvor stadig flere producenter melder sig aktivt ind i kampen.
”Det skal være nemt og enkelt for forbrugerne at vælge MSC. Øget efterspørgsel skaber en positiv udvikling og 2012-kampagnens resultater var enestående. Men forbrugerne skal vide at der fortsat er plads til forbedring. Et aktivt valg af MSC er med til at redde fremtidens fiskeri. Et konkret eksempel er sildebestandene, som siden 2006 er øget med 15%, efter at Danmark sammen med nabolandene indgik aftale om, at arbejde mod bæredygtighed og MSC-certificering,” siger chef for MSC’s Østersøkontor, Minna Epps.
Butikkerne støtter det bæredygtige fiskeri
Detailhandlen bakker massivt op om MSC og gør en stor indsats for at øge kendskabet blandt de danske forbrugere.
”Dansk Supermarked yder en aktiv indsats og er dermed med til, at sikre at der også er fisk i verdenshavene til fremtidige generationer, og at miljøpåvirkningerne ved opdræt af fisk og skaldyr nedbringes. Derfor er målet at al fisk og skaldyr fra Netto, Føtex og Bilka skal være bæredygtigt. Lige fra fersk fisk, til dåsemakrel og fiskeoliepiller. MSC er i den forbindelse en helt central samarbejdspartner,” siger Helene Regnell, CSR-chef i Dansk Supermarked.
I uge 36 har alle detailhandelskæder og førende fiskeproducenter fokus på MSC. Derudover vil danskerne møde MSC i det offentlige rum og ved events forskellige steder i landet.