Tunge skyer trækker ikke kun ind over det Bornholmske fiskeri, fisker Torben Petersen fra Kerteminde, frygter en lignende situation på Fyn.
På Fyn lider man også under et svigtende fiskeri, men også under en vigende afregningspris for den fisk der ender på auktionen. Torben Petersen der både er fiskeskipper og ejer af Kerteminde Indkøbsforening samt suppleant til Kystfiskerudvalget og FLAG mand på Fyn, siger til FiskerForum;
”I 1998 kunne vi få 17,00 kroner pr. kilo for en fire rødspætte. I dag har beregninger vist, at vores nulpunktomsætning (den pris vi skal have for bare at få dækket omkostningerne ind) er på 10,00 kroner pr. kilo. Men virkeligheden er anderledes hård ved os, vi får i dag 3,00 kroner pr. kilo for en fire rødspætte og dertil skal man så ovenikøbet fratrække 50 procent til losning og transport til fiskeauktionen i Hvide Sande. Det kan vi simpelthen ikke leve af.” konkluderer Torben Petersen.
Netop det faktum, at prisen ikke er højere for fisken, kan også gå hen og blive et kæmpe problem for de fynske modtagesteder, der tæller Kerteminde, Nyborg, Lundeborg, Spodsbjerg og Fåborg, fortæller Torben Petersen videre.
For lav auktionspris
Han så gerne at prisen på auktionen kom lidt højere op og mener at man måske skulle være lidt hårdere og lidt skarpere, når man prissætter sine fisk på auktionen. Resultatet er, at mange fiskere sælger største parten af fisken til anden side og de resterende til kuttersalg (fisk over rælingen til slutbruger). En ond cirkel der på sigt kan ende, som vi ser det på Bornholm, slutter skipperen fra Kerteminde.
FiskerForum.com