Jeg har som konservativ fødevareordfører en vision om at kunne overlade mine børnebørn et havmiljø, der er så varieret og livligt som det, min egen generation fik overdraget
Jeg har som konservativ fødevareordfører en vision om at kunne overlade mine børnebørn et havmiljø, der er så varieret og livligt som det, min egen generation fik overdraget. Jeg agter derfor ikke at lade kortsigtede, økonomiske interesser og europæisk storpolitik være til hinder for, at vi i Danmark og resten af Europa behandler de omkringliggende have og fiskeressourcerne forsvarligt.
Fremtidige generationer skal kunne nyde oplevelsen af lokale, friskfangede fisk, der lægges på grillen med god samvittighed.
For jeg ved, at fisk er sunde, at fisk smager godt, og at fisk generelt er en klima- og miljøvenlig måde at spise animalske produkter. Men fiskeriet som erhverv kunne have det langt bedre, hvilket EU-kommissionens Grønbog om fiskeripolitikken bekræfter. Mange års overfiskeri har betydet, at bestandene i havene omkring Europa er meget unge og derfor består af små fisk. Og de har svært ved at reproducere sig, så der også i fremtiden er gode fangstmuligheder.
Et af problemerne er udsmid af fisk, som ikke overlever, hvilket begrundes i, at fangsterne måske ikke er i overensstemmelse med lovgivningen om bifangster, kvoter mv., eller at der simpelthen er bedre økonomi i at smide små fisk ud og alene beholde de store, der giver en bedre pris. Denne praksis skal elimineres. De fisk, der fanges, skal også gøre nytte. Det vil give bedre fiskebestande og imødekomme forbrugernes forventninger om fødevarer, der produceres med respekt for naturen og miljøet.
Hvordan sikres så overholdelsen af sådanne regler? En mulighed er kamera-overvågning af fiskeskibene. Der har allerede været gennemført sådanne forsøg med succes. Til gengæld vil man så kunne eliminere de omstridte kilowatt-dage, der udgør en usmidig dobbeltregulering af fiskeriet og hindrer opfiskning af kvoterne.
Mere overordnet bør det sikres, at den umiddelbare viden om havenes tilstand, der hver eneste dag genereres ude på skibene, finder vej til administrationen, både herhjemme og i Bruxelles. Det vil kunne gøres ved at lægge flere beslutninger ud regionalt. Det nytter ikke noget, at det gang på gang er de europæiske ministre, der må forhandle om kvoterne, selvom sagkundskaben måtte give klare anvisninger. Så går der national interessevaretagelse i sagerne – og det er vores fælles havressourcer alt for vigtige til.
Men vi bliver også nødt til at give erhvervet et medansvar for, at der bibringes de korrekte data til fastlæggelsen af kvoterne. En god dialog kunne afhjælpe mange misforståelser og give en hurtigere beslutningsproces, ligesom et fælles ejerskab til beslutningerne kunne give bedre lokal forståelse for fastlæggelsen af de begrænsninger, som fiskeriet under alle omstændigheder må underlægges.
Der skal herhjemme og i resten af Europa skabes forståelse for, at vi alle deler de langsigtede interesser i et fiskeri, der giver naturen mulighed for at reproducere sig selv på et naturligt, højt niveau. Det kan til gengæld nære håbet om igen at se et bæredygtigt erhverv med et afkast, som står mål med den store indsats, som fiskerne leverer.
