Et forsøg der positivt har givet den Nordjyske fiskeskipper Johnny Pedersen en besparelse på 70.000 liter brændstof og dermed sparet 178 tons CO2 med den nye metode, hvor trawldørene istedet for at slæbe over havbunden, nu nærmest »svæver« uden bundpåvirkning. Ny teknologi fra Thyborøn Trawldoors har gjort dette muligt.
Det fortæller han til FiskerForum.dk i et interview
Dette forsøg kommer oveni to rapporter omkring det danske trawlfiskeri og fremtiden for dette.
Først var det AU-rapporten bestilt af Danmarks naturfrednings-forening DN gennem Aarhus Universitet med finansering fra Velux-Fonden. Men denne rapport kunne Jyllands-Posten fortælle, at en stribe forskere fra ind- og udland samt to forskere fra DTU – indeholdt flere »alvorlige fejl og mangler«. »Den er uegnet som grundlag for indførelse af restriktioner mod at fiske med bundtrawl i dansk hav«, lød kritikken.
Denne fejlbehæftede AU-rapport fra DCE Aarhus Universitet, indgik således som en del af regeringens grundlag til forhandlinger om fremtidens fiskeri. Forhandlinger, hvor man skulle følge op på Fiskerikommissionens anbefalinger.
Tænketanken Hav præsenterede efterfølgende i deres rapport en handlingsplan, der vil mindske miljøpåvirkningen fra fiskeri med bundslæbende redskaber.
Blandt anbefalingerne var blandt andet:
- Oprettelse af store trawlfrie områder i 2025 i Bælthavet, Vadehavet og Centrale Kattegat, som skulle friholdes fra bundslæbende redskaber.
- Implementering af fuldt monitoreret (red. kamera ombord) fiskeri med bedst tilgængelige teknologi for alle fartøjer med bundslæbende redskaber senest i 2030.
- Trinvis udvikling og anvendelse af miljømæssigt bæredygtige teknologier for at opnå en fuld udfasning af fiskeri med bundtrawl hurtigst muligt og senest i 2040.
Fiskeskipper Johnny Pedersen fra Hirtshals, som sejler med skibet HG 281 »Elin«, siger til FiskerForum.dk, at han er stærkt imod at lukke fiskeriet. Han mener i stedet, at det bør udvikles: »Man vil jo altid gerne gøre ting bedre. Jeg tror på, at der er en fremtid for dansk trawl-fiskeri.«
Johnny Pedersen har i omkring en uge fisket jomfruhummere med en ny metode og andet udstyr, end han normalt bruger. Denne metode har både sparet ham penge og reduceret CO2-udledningen betydeligt.
Til FiskerForum.dk fortæller han: »For os betyder det, at vi kan spare 70.000 liter brændstof om året, og dermed også undgå udledning af 178 tons CO2.«
Den nordjyske fiskerskipper bruger normalt bundtrawl, der trækkes langs havbunden, når han fanger jomfruhummere. Men nu er han begyndt at bruge trawldøre, der nærmest »svæver« over bunden. Det lyder måske ikke som en stor ændring, men forskellen er mærkbar. Han regner derfor med at fortsætte med at bruge disse trawldøre fra Thyborøn Trawldoors.
Problemet med den traditionelle løsning
Traditionelle trawldøre bliver slæbt henover havbunden og sørger for, at det kegleformede trawl fanger fisk, jomfruhummere og rejer. Men dette gamle traditionelle system har en større påvirkning af havbunden. Modstanden fra kontakten med havbunden kræver nemlig en større mængde brændstof, for at slæbe trawlet.
Den Nordjyske fisker er optimistisk
Fiskeskipperen fra Hirtshals er én af de fiskere, der allerede har fået de »svævende« trawldøre installeret, og han er positivt overrasket, fortæller han til FiskerForum.dk
»De første forsøg viser en brændstofbesparelse på 20 procent,« siger Johnny Pedersen. Men selvom brændstofbesparelsen er vigtig, er det ikke den eneste grund til ændringen. »Vi vil udvikle det, så det har mindst mulig påvirkning på klimaet og havbunden også.«
Men han er også klar over, at omstillingen fra det traditionelle fiskeri til det nye med »svævende« trawldøre, vil tage tid, før det fungerer 100 procent – men han er optimistisk og påpeger, at han ikke forventer, at fange mindre ved at bruge de nye trawl-døre. Derimod forventer han, at de i fremtiden kan tilbyde forbrugerne et mere bæredygtigt fanget produkt, og at denne omlægning vil hjælpe med at sikre fiskeriets fremtid.
Han er allerede godt i gang og siger: »Det tager tid. Man lærer jo ikke alt på én dag. Der skal lige være en tilvænningsperiode for at få det hele til at fungere bedst muligt, men vi er godt på vej.«
En del af Tænketanken Havs rapport foreslår ud over udskiftningen af trawldøre til de »svævende«, at bundtrawlfiskeri skal udfases fuldstændigt og senest i 2040.
Det er fiskeskipper Johnny Pedersen ikke enig i og han ser det derimod som et problem
Fiskeskipper Johnny Pedersen med trawleren HG 281 »Elin« fra Hirtshals slutter overfor FiskerForum.dk med disse ord: »Vi skal udvikle i 10 år og lægge 23 millioner i en pulje hvert år i fem år for så at lukke det hele ned. Jeg ved ikke, om det er gennemtænkt, men jeg synes, der mangler sund fornuft og realisme i det.
»Det er svært at være positiv og udviklingsorienteret, når man får en slutdato stukket ud, som siger, at om lidt er det hele slut. Ingen vil investere i udvikling, hvis det alligevel skal være forbi om 10 år.«
Kritikken her går på, at udfasningen af bundtrawl – som er en vigtig del af fiskeriet – skaber usikkerhed. Trawlfiskeriet udgør næsten 90 procent af dansk fiskeri og er helt afgørende for mange fiskere, især når det gælder fiskeri efter arter som jomfruhummere og rejer. At sætte en slutdato på, uden at tage højde for fiskeriets økonomiske betydning og uden at give plads til længere udvikling, kan hæmme både innovation og fremtidsplanlægning. Det skaber et paradoks: Man bliver bedt om at investere i udvikling, samtidig med at man får at vide, at ens metode snart bliver forbudt – det holder ikke..
Positivt med et trawlfiskeri i Danmark
For det er som Johnny Pedersen, fiskeskipper fra Hirtshals også påpeger overfor FiskerForum.dk, så spiller trawlfiskeriet en afgørende rolle for dansk eksport og beskæftigelse, især i havnebyerne. Det sikrer indtægter fra fisk der eksporteres og det understøtter samtidig tusindvis af arbejdspladser både direkte i fiskeriet og indirekte i følgeerhvervene, som fiskeforarbejdning samt reparation og vedligeholdelse af fiskefartøjerne. Det holder gang i de lokale fiskerihavne og økonomien i vandkantsdanmark, som ellers ville lide under afvandring.
Han nævner også, hvis Danmark skulle stå i en konflikt, som eksempelvis en kommende krig med Putin’s Rusland, skulle påvirke forsyningskæderne, udgør dansk fiskeri også en central del af landets fødevaresikkerhed og selvforsyning her.
Endvidere supplerer han overfor FiskerForum.dk, at fiskerne også positivt bidrager til miljøet ved at samle store mængder »havfald«, herunder malerspande og andet med ind fra havet. Dette aspekt mangler fuldstændigt i rapporterne om fiskeriets miljøpåvirkning, men det er, ifølge den Nordjyske fiskeskipper også en vigtig del af det samlede billede af dansk fiskeri.