I weekenden blev der i Strandby skrevet kontrakt på en ny frembygget topmoderne konsumtrawler med den nyste teknologi, til anpartsselskabet S 281 Elin Aps. Nybygningen forventes leveret i juni måned 2020.
Det fortæller værftets direktør Jesper Faurholt til FiskerForum.dk om ordren, der således bliver værftets nybygning nr. 117 og »Elin«, der fremover får havnekending HG 281 og flytter dermed også Havn fra tidligere Skagen til Hirtshals.
Konsumtrawleren bliver næsten 6,5 meter længere (24 meter) og små 2 meter bredere (7,60 meter), end den oprindelige trawler også ejet af Tindskard familien. Det rådgivende skibsingeniørfirma ShipCon i Frederikshavn, har atter været inde over med design og skibsteknisk rådgivning i forbindelse med nybygningsprojektet, som Jobi Værft A/S i Strandby, nu har fået hovedentreprisen på.
Rederiet har været yderst tilfredse med samarbejdet mellem tegnestuen ShipCon og Jobi Værft, der får et »fremragende« og et kæmpe skulderklap med på vejen. Det nye fartøj får efter rederiets ønsker, betydeligt bedre forhold ombord for besætningen, hvor fokus har været på sikkerhed og komfort, men også bedre håndtering af fisken og dermed samtidig en kvalitetssikring af fangsten, fra den takles ombord til den køles i lasten. Lasten bliver på 150 m3 og kan rumme knapt 1000 kasser.
Jesper Faurholdt nævner, at trawleren udover primært at fiske efter jomfruhummer og konsum også kan rigges om til fiskeri efter industrifisk. En let omstilling med korrigerende skotter, til tre rum i lasten, giver skipper og besætning mulighed for, hvis behovet opstår, at gå efter dette fiskeri også.
Den 48 årige skipper på den gamle »Elin« Morten Kirkedal, der har haft ansvaret i styrhuset siden august 2018, fortalte så sent som i Januar, at han inden skipperopgaven med »Elin« havde været et år på skolebænken på Skipperskolen i Skagen, hvor det er blevet til eksamen i Fiskeskipper af 1. grad.
Kirkedal fortalte videre, at man i januar skiftede de gamle jomfruhummer trawl ud med to nye og at »Elin« ved samme lejlighed fik yderligere rigget et par nye trawl til fra Strandby, som også kom på tromlerne.
FiskerForum.dk ønsker reder og værft tillykke med kontrakten og Vi følger nybygningen til leveringen sommeren 2020.