Brislingbestanden har haft en dårlig rekruttering de sidste to år og anbefalingen er på den baggrund nu, at kvoten nedsættes med 36 procent for perioden juli i år til juni 2023, i forhold til året før.
Mandag den 9. maj blev kvoterådgivningen for brisling i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat, så præsenteret. Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) anbefaler, at fangsten fra 1. juli 2022 til 30. juni 2023 ikke overstiger 68.690 tons.
Det er en reduktion på 38.000 tons (-36%) i forhold til 2021, hvor anbefalingen lå på 106.715 tons. Årsagen er en dårligere rekruttering de seneste to år, og størrelsen af gydebestanden er derfor også blevet reduceret.
Forventningerne til fordelingen af brisling i Nordsøen, skagerrak og Kattegat, mellem EU og Norge sker i løbet af maj og juni måned.
Brisling er en kortlivet art, som sjældent lever mere end 4 til 5 år.
Forskerne samarbejder med forskere fra andre lande om at beregne størrelsen af de forskellige fiskebestande. Dette samarbejde foregår i ICES, som er det internationale råd for havforskning. De metoder og datagrundlag, der er anvendt i bestands-vurderingerne, revideres med jævne mellemrum. Det sker, fordi metoderne videreudvikles, og der kan være nye datakilder og/eller revisioner af eksisterende dataserier.
Det meste fiskeri er overvejende styret af en forvaltnings-strategi og forskerne vurderer gydebestandenes gydekapacitet, altså om bestandene har et niveau, der vil give en god, reduceret eller dårlig rekruttering (nye generationer af fisk). Derudover beregnes fiskedødeligheden, altså hvor meget der fiskes af bestanden, og om bestanden fiskes bæredygtigt eller ej.
Kvoterådgivningen gives
Når forskerne på ICES er enige om størrelsen på bestandene, giver de kvoterådgivning. Det er arbejdsgrupper i ICES, såsom WGWIDE, der beregner bestandene og det er ACOM (Advisory Committee), som er ICES’ rådgivende udvalg, der leverer den endelige Kvoterådgivning