Thyborøn Havn uddeler for 20. gang havnens initiativpris, og i 2021 er valget blandt mange kvalificerede kandidater faldet på virksomheden Hydra-Teknik Aps i Thyborøn.
Igen i 2021 var der mange kandidater til initiativprisen, som prisudvalget kunne vælge imellem. Der var dog ikke tvivl om, at Hydra-Teknik Aps var topkandidaten og derfor det helt rigtige valg i 2021.
Prisen tildeles for: »Etablering af maritim servicevirksomhed på Thyborøn Havn med speciale indenfor hydraulik og innovativ ekspansion til nye forretningsområder som levering af sikkerhedsudstyr og eftersyn på marine kraner«.
Thyborøn Havn er en af de tre største fiskerihavne i Danmark og har en meget stærk maritim serviceklynge. Det har været kendetegnet for Thyborøn gennem mange år.
Iværksætteri og opstart af nye virksomheder har gennem tiden været vigtigt for Thyborøn, både for kulturen og den service, som leveres til både fiskeriet, gods- og senest også offshorebrancen, samt for hele den maritime aktivitet omkring havnen.
Årets prismodtager er et eksemplarisk eksempel på det mod og den iværksætterånd, som er kendetegnende for Thyborøn og hele kulturen omkring Thyborøn Havn. Kim Stagis og Thomas Andreassen besluttede for 5 år siden at starte egen virksomhed med speciale i hydraulik. Det startede i de små med lejede lokaler og en enkelt servicebil – en rigtig iværksættervirksomhed.
Kim´s og Thomas’s vedholdende indsats og hårde arbejde har over fem år bragt Hydra-Teknik ApS fra iværksætterstadiet til i dag at være en veletableret virksomhed i Thyborøn, med samarbejder og relationer i hele Danmark, indenfor installation og service af marine hydraulik. Og de har haft gåpåmodet til at udvide forretningsområderne til også at inkludere levering af løfteudstyr og udførelse af marine kraneftersyn.
I dag beskæftiger Hydra-Teknik ApS 5 medarbejdere og har netop investeret i egne lokaler med planer om udbygning med værkstedsfaciliteter. Og det er ikke planen, at væksten skal stoppe her. Der er mod og vilje til fortsat vækst, og virksomheden søger i øjeblikket endnu en medarbejder til at tage med på rejsen.
Samtidig etablerer Hydra-Teknik ApS sig nu i egne lokaler, hvor virksomheden ikke kun har fokus på vækstmulighederne for forretningen, men også tænker i gode arbejdsforhold for medarbejdere og en klimavenlig produktion. Hydra-Teknik ApS har sat sig målsætningen at levere en CO2-neutral service og produktion i fremtiden.
I den forbindelse siger havnens direktør Jesper Holt Jensen: »At starte egen virksomhed indenfor den maritime servicesektor, at blive veletableret og have skabt en virksomhed, der også har ambitioner om vækst og nytænkning er prisværdigt. Jeg er stolt over, at Thyborøn Havns initiativpris i 2021 går til Hydra-Teknik Aps. Det er ualmindeligt vel fortjent«
Hydra-Teknisk ApS to unge grundlæggere og ejere Kim Stagis og Thomas Andreassen udtaler: »Vi har været på en spændende rejse med Hydra-teknik ApS de sidste 5 år. Vi er utrolig glade og stolte af, at vi på den baggrund i år får Thyborøn Havns initiativpris. Det er et skulderklap, der giver et synligt bevis på, at det at tage initiativ og turde satse bliver positivt bemærket.«
Til udvælgelse af prismodtagere er nedsat et prisudvalg bestående af erhvervsrepræsentant Michael Madsen, en repræsentant med særlig indsigt i fiskeriets forhold Heidi Ebey Grønkjær, Maritim Chef Theis Christensen og havnedirektør Jesper Holt Jensen.
Det er 20. gang Thyborøn havn uddeler initiativprisen, så det er et helt jubilæum. De tidligere modtagere af prisen er:
2002
Den første prismodtager var Thyborøn Fiskeauktion a/s v. bestyrelsesformand Anton Lilleøre og direktør/auktionsmester Sten Rønn Steen, som i 2002 modtog prisen for indførelsen af Danmarks første internetauktion.
2003
Den anden prismodtager var Michael Bork, der allerede som 20-årig købte L 66 MARIA BORK, og etablerede sig med sit første fartøj som selvstændig fisker.
2004
Som tredje prismodtager blev Michael Lodahl i 2004 valgt for den dynamik, han viser i de mange projekter, han er drivkraften bag.
2005
I 2005 var modtageren Anders Olesen for etableringen af virksomheden Wellfish, som han driver samtidigt med aktiviteterne i Fiskehallen i Den Røde Hal.
2006
Fiskeripuljen Thyborøns Kvoteselskab A/S, modtog prisen i 2006. Selskabet er etableret for at opkøbe fiskefartøjer med tilhørende rettigheder, kvoter og havdage til gavn for deltagerne i Fiskeripuljen Thyborøn.
2007
I 2007 var prismodtagen Knud Erik Abildtrup, Thyborøn NordsøRal a/s. Prisen blev givet for Knud Eriks energiske udvikling af Thyborøn NordsøRal og hans betydning som foregangsmand for hele grusområdet i Thyborøn.
2008
Prisen gik i 2008 til Fiskeriskolen i Thyborøn, for den positive udvikling af uddannelsen og sit bidrag til at forme fremtidens fiskere.
2009
I 2009 fik Thyborøn Skibssmedie som anerkendelse for
virksomhedens evne til at produktudvikle i et godt samspil
med virksomhedens kunder og førende eksperter. Senest er det igen lykkedes med virksomhedens succesfulde flydeskovle.
2010
Thyborøn Invest løb med prisen i 2010 som anerkendelse for virksomhedens opførelse af fryselager og lagerhal på Langholmkaj, og investering i lokaler til virksomheden DFPI A/S.
2011
Kenneth Smed fik i 2011 prisen. Prisen tildeles Kenneth Smed for hans udvidelse af Smed Marine Service med smedeværkstedet Skaarup & Salskov i Thyborøn.
2012
I 2012 blev prisen givet til John Anker H. Larsen for etablering af ”rederiet” med fartøjerne L 227 Grethe Hviid, L 229 Lykke Hametner, L 228 Susanita, S 229 Maria Hametner
2013
I 2013 gik prisen til Beddinghavnens Baadelaug for den flotte hovedistandsættelse og udvidelse af området i Beddingshavnen. Herunder den entusiasme og det gode samarbejde, der har været omkring projektet, samt den store indsats, der er ydet af bestyrelse, byggeudvalg og ikke mindst frivillige medhjælpere.
2014
I 2014 gik prisen til Henning Kjeldsen for etablering af Thyborøn Trawlbinderi på Thyborøn Havn, samt for tillid og loyalitet overfor havnes servicevirksomheder ved nybygning og ombygninger af fartøjer
2015
I 2015 gik prisen til L232 Tove Kynde og fiskeskipperne Martin Kynde og Tamme Bolt for initiativet til som ung fisker at etablere sig med eget fartøj og som etableret fisker at investere i at hjælpe en ny generation af fiskere i gang.
2016
I 2016 var prismodtageren Thyborøn Shipyard og de to moderselskaber Kynde & Toft og Thyborøn Skibs & Motor. Prisen tildeles for
”Initiativet til etablering af flydedokfaciliteter i Thyborøn Havn”
2017
I 2017 var prismodtageren Konsumfisk. Prisen tildeles for:
Initiativet ”Kend din fisker”
2018
I 2018 var prismodtageren Themis Fiskeri for: ”Investering i det nye Themis fartøj, den trofaste levering af industrifisk i Thyborøn Havn og for at vise vejen for svenske fiskere til et fiskeri i Thyborøn”
2019
I 2019 er prismodtageren ”Royal Norden Seafood” for etablering af ny fiskeforarbejdningsvirksomhed i Thyborøn.
2020
I 2020 er prismodtageren TripleNine A/S for investeringer i fabrik og lossefaciliteter samt initiativer til at tiltrække landinger med industrifisk til Thyborøn.
2021
I 2021 er prismodtagerne Hydra-teknik Aps for etablering af maritim servicevirksomhed på Thyborøn Havn med speciale inden for hydraulig og innovativ ekspedering til nye fokusområder som levering af sikkerhedsudstyr og eftersyn på marine kraner
Fakta om Hydra-Teknik Aps, som de selv beskriver sig:
Hydra-Teknik er en mindre virksomhed med base på havnen i Thyborøn. Vi arbejder dels på værkstedet/havnen i Thyborøn og ude hos vores kunder i hele landet. Hydraulik er vores primære arbejdsområde og er det vi brænder for, dog er vi altid parate til at hjælpe vores kunder i enhver situation. Vi klarer alt fra små serviceopgaver, fejlfinding og reparation til montering af store avancerer hydrauliske anlæg. Ånden i Hydra-Teknik er at levere den bedste kvalitet og service til vores kunder.
Se mere på www.hydra-teknik.dk .