Vandbygningsvæsenets Nordhavn blev påbegyndt i 1912 på fjordsiden, for at kunne bringe vandbygningsvæsenets entreprenørarbejder til Hvide Sande.
Dette beskrives indgående og med en omfattende billede dokumentation i Maritim-Videns publikation om Tyskerhavnen skrevet af Holger Ejby Villadsen.
Begyndelsen til Hvide Sande Kanalen og tyskerhavnen kan dateres tilbage til 6. juli 1912, hvor sandpumpe-damperen ”Nymindegab”, begyndte at pumpe renden ind til land og lagde sandet op mod Nord, til det der siden hen er blevet til Nørresande. Pæle blev banket i af rambukke, til anlæggelsen af anløbsbroen.
Til det store entreprenør arbejde blev der fra området ved Lyngvig, gravet ral og sten op til arbejdet på Hvide Sande kanalen og i den forbindelse blev der etableret en tipvognsbane fra Lyngvig til Hvide Sande, således materialerne hurtigere kunne komme frem til Tyskerhavnen, som var ind- og udskibningshavn af byggematerialer til kanalbyggeriet.
Efter færdiggørelsen af kanalen, blev Tyskerhavnen overtaget af fjordfiskerne som selv den dag i dag har deres udgangspunkt til Fjorden herfra.
Havnen har bevaret sit særpræg igennem alle årene, trods store forandringer på havneområdet ud mod havet, lever Fjordhavnen lidt sit helt eget liv, med små fiskejoller og ruse pæle. Et godt tidsbillede af et fiskeri, som det er blevet drevet i årtier og som også i fremtiden vil blive udøvet fra den gamle mole, forhåbentligt i yderligere 100 år.
Kilde: Maritim-Viden
FiskerForum.com