Der er stor og hektisk aktivitet omkring lossekajen ved Nordhavnen i Hvide Sande. Hovedentreprenøren Kaj Bech A/S Holstebro har fået hovedentreprisen på spunsarbejde, der er lovet færdigleveret senest 1. april 2018.
På denne dato går industrifiskeriet igang efter den lille proteinrige tobis, der gerne og i lidt større mængder nu kan losses ved den nyrenoverede »tobis-kaj« på 150 meter i Hvide Sande.
»Tobis-kajen« kan nu tage industrifartøjer med større dybgang
Direktør Anders Bech der har hovedentreprisen på opgaven forklarer overfor FiskerForum.dk, at Havnen i Hvide Sande har afsat en knapt to måneders renoveringsperiode af »tobis-kajen«. Den får ifølge Anders Bech en fodspuns, som man lægger uden på den gamle og eksisterende spunsvæg, således uddybningen langs kajen kan blive på de planlagte syv meter, hvilket gør det muligt for endnu større industrifartøjer, at lande deres fangster i Hvide Sande Havn.
Arbejdet udføres af Arkill der råder over den nødvendige ekspertise og kompetence indenfor spuns- og betonarbejde, med god hjælp fra det lokale skibsværft Hvide Sande Shipyard. Betonarbejdet, som bliver næste skridt i renoverings- og forstærkningsopgaven ved indutrifiskekajen, fortages mellem den nye fodspuns og den gamle, som fyldes op med cement, fortæller Anders Bech videre, som både en forstærkning og en sikring. Det bliver en undervandsstøbning med en pumpebar og robust cement, der kan modstå udvaskning fra trawlernes propeller og som kan klare de kraftige og hårde påvirkninger fra Nordsøens bølger og salte vand.
Så mens de 10 meter lange stålspuns, vibreres i med stor præsition, bevæger mandskab og maskiner sig langsomt, men sikkert videre langs kajkanten og når påsken står for døren, skulle det store entreprenørarbejde gerne være afsluttet på Havnen i Hvide Sande.