Mens den danske SVM-Regering presser havvindmølleprojekter igennem på bekostning af fiskeriet, viser Holland vejen med en markant kursændring til fordel for fiskerne i Nordsøen. Med et noget overraskende træk, og efter en lang proces med høringer, har de hollandske myndigheder nedskaleret planerne for vindmølleparker for at sikre plads til fiskeriet i Nordsøen.
Det skriver Hook & Net lidt om i denne artikel (læs den her – engelsk)
Dette fremgår af det seneste udkast til ændring af Nordsøprogrammet, hvor målet for havvindenergi ikke blot er blevet reduceret fra 50 til 21 GW, men hvor der også tydeligt og bevidst er afsat områder til fiskeri.
Vindenergiområdet Lagelander, som ligger vest for Texel og Vlieland, er blevet annulleret. Dette område er et nøgleområde for rødspættefiskeri og er derfor ikke længere udpeget som vindenergiområde.
I det nye vindenergiområde 6/7 skal en åben zone på 1520 – 1620 km2 holdes fri for vindmøller, hvilket bevarer et vigtigt fangstområde for jomfruhummer og gør det muligt at fortsætte den nuværende fiskeriaktivitet i området.
Den hollandske regering har dermed revideret vindmølleplanerne i Nordsøen til fordel for fiskerisektoren. Dette er blevet positivt modtaget af den hollandske brancheorganisation Nederlandse Vissersbond.
»Som sektor har vi arbejdet intensivt med dette og tydeligt fremlagt vores holdninger. Bevarelsen af plads til fiskeri i de nye planer er en anerkendelse af de værdier, vi repræsenterer, og den position vi har som sektor. Vi er glade for dette resultat og taknemmelige for det konstruktive samarbejde med centralregeringen,« udtaler Ben Scholten fra Nederlandse Vissersbond. Han tilføjer, at dette arbejde er sket i samarbejde med fiskeriorganisationen Urk PO.
Vigtige områder i Nordsøen er nu blevet afsat til fiskeri og vil være fri for vindmøller
Der blev afholdt flere møder med medlemmer i 2023, hvilket resulterede i et fælles sektorudspil. Dette blev præsenteret for de relevante myndigheder og understøttet af en omfattende redegørelse, som argumenterede for bevarelse af fiskeriområder i udviklingen af vindområde 6/7. Derudover blev der også afholdt flere høringer med Ministeriet for Infrastruktur og Vandforvaltning (I&W) samt andre involverede parter.
»Det faktum, at denne forpligtelse nu er afspejlet i udkastet til ændringen af Nordsøprogrammet, kan vi som sektor betragte som et vigtigt fremskridt,« sagde han og tilføjede, at en del af det tidligere mål om 50 gW vindenergi er blevet udskudt til det næste Nordsøprogram i 2028.




















