Lidt over en måned efter, at de fire vindmøller på Østhavnen i Hirtshals blev sat i drift, viser de første positive indikationer Hirtshals som en el-positiv energiby.
De fire vindmøller blev sat i drift den 20. december sidste år, og allerede nu har der været flere dage, hvor elektricitetsproduktionen fra de fire vindmøller overstiger elforbruget i hele Hirtshals. De fire vindmøller producerer således mere elektricitet, end der forbruges i boligerne i Hirtshals by samt hos industrien på og omkring havnen.
Siden opsætningen i december har der været perioder, hvor elektricitetsproduktionen i Hirtshals har været mere end 50 % større end forbruget af elektricitet. Dermed er der blevet sendt mere el ud på det øvrige elnet, end der er blevet sendt til Hirtshals. Hirtshals bidrager dermed helt konkret til den grønne omstilling, der begynder at tage fart i både Danmark og Europa. Den grønne omstilling handler dog om meget andet end energiproduktion, og derfor kommer emner som energilagring og grønne brændstoffer til at fylde meget over de kommende år.
Det bliver snart muligt at følge elektricitetsproduktionen og elektricitetsforbruget i Hirtshals fra dag til dag. Hirtshals Havnefond åbner inden for kort tid for visningen af aktuelle tal og statistikker på sin hjemmeside.
Hirtshals Havns marketingchef Ditte Sørensen, der er ansvarlig for havnens implementering af FN’s 17 verdensmål og havnens bidrag til den grønne omstilling, ser allerede længere frem.
»Den udvikling, der er i gang her i Hirtshals, lægger op til at der i fremtiden sættes endnu mere fokus på en energirigtig tænkning på havnen og i byen. Det handler naturligvis om at fjerne unødvendigt energiforbrug og at udnytte den energi, der bliver brugt bedst muligt,« siger Ditte Sørensen.
De fire vindmøller på Hirtshals Havn er Vestas V136 på 4,2 MW, og de er de første vindmøller der er opstillet i Danmark uden statstilskud, og som dermed drives på rent kommerciel basis.