Tirsdag morgen anløb CY 720 ”Prowess” af Castle Bay Thyborøn havn, med henblik på losning af en fangst havgalt. Køber er TripleNine Amba.
Havgalt – eller boarfisk – som den lille fisk også ofte omtales, forarbejdes til fiskemel og olie. I forbindelse med losning, har netop denne type fisk ofte vist sig genstridig og vanskelig at få ud af lastrummene, men fra Thyborøn meldes ikke om problemer, idet der losses omkring 25 tons i timen.
”Prowess” har tilmeldt en fangst på 900 tons og den store trawler forventes igen at afsejle i løbet af onsdag.