Selvom Danmark er juridisk forpligtet til at sikre god miljøtilstand i vores havområder, tegner den nyeste samlede vurdering et alvorligt billede. De fleste områder i både Nordsøen, Kattegat og Østersøen lever ikke op til kravene. Det handler ikke kun om algeopblomstring og iltsvind, men også om forurening med tungmetaller, undervandsstøj, plastaffald og fiskebestande i tilbagegang.
Det indtryk får man når man læser den nyeste rapport fra Miljø- og Ligestillingsministeriet (Danmarks Havstrategi III – Tilstandsvurdering).
Vurderingen bygger på videnskabelige bidrag fra bl.a. Aarhus Universitet (DCE) og DTU Aqua og omfatter miljøtilstanden i de danske havområder – fra Skagerrak og Kattegat til Bælthavet og farvandet omkring Bornholm.
Danmark er i henhold til Havstrategidirektivet (EU’s direktiv om havmiljø) forpligtet til at opnå eller opretholde god miljøtilstand. Dette gælder for hele den eksklusive økonomiske zone og omfatter både biologiske, kemiske og fysiske parametre.
For fiskerierhvervet, der er dybt afhængigt af sunde og stabile økosystemer, er rapportens konklusioner interessant læsning og de udgør selvfølgeligt et wake-up call. Når havets sundhed svækkes, svækkes også fundamentet for både fangst, eksport og fremtidig erhvervsmæssig udnyttelse.
Men rapporten samler hovedkonklusionerne fra den nationale tilstandsvurdering og skitserer de største trusler mod havmiljøet – den burde måske i højere grad også tage de områder med, hvor der er sket forbedringer, men også konkret komme frem til det der kan vende udviklingen.
Det handler ikke kun om miljø. Det handler om vores fælles fremtid på og ved havet.
FiskerForum.dk mener:
Rapporten fra Miljø- og Ligestillingsministeriet lægger hovedvægten på indikatorer, der dokumenterer en forringet miljøtilstand, mens data og observationer, der kunne pege på økologisk modstandskraft og artsrigdom, i mindre grad fremhæves. (KASU og BITS togterne).
Departementets valg af fokus kan risikere at give et ensidigt billede af udviklingen og dermed udelade nuancer, der kunne bidrage til en mere balanceret og fagligt dækkende vurdering.
En bæredygtig forvaltning af havet kræver både ærlig erkendelse af problemerne og en nøgtern vurdering af fremskridt og potentialer. En helhedsorienteret tilgang – med lige dele kritisk sans og faglig proportionering – vil styrke både den offentlige debat og de politiske beslutningsprocesser.
Rapporten er derfor et vigtigt redskab – men ikke et endegyldigt facit. Den bør danne grundlag for konstruktiv dialog, forankret i både videnskab, erhverv og forvaltning, hvor kompleksiteten i havets økosystemer respekteres.
