Rømø Havns nye status som vindmølle service havn rummer stort potentiale for Hanstholm Elektronik, der nu åbner afdeling på Rømø.
Havnen på Rømø er under forvandling. Fra udelukkende at være fiskerihavn har etableringen af flere virksomheder inden for vindmølleindustrien skabt basis for, at Rømø Havn i fremtiden kan udvikle sig inden for vind industrien. Det sker som følge af aktiviteterne ved bl.a. den tyske havvindmøllepark Butendiek, som delvist skal serviceres fra Rømø.
Hanstholm Elektronik vil være en del af denne vækst, der kommer til at præge havnen på Rømø, og derfor åbner Hanstholm Elektronik nu en afdeling på Rømø. Det sker i forlængelse af, at Hanstholm Elektronik i 2012 åbnede en afdeling i Esbjerg.
”Vi har i forvejen faste kunder i området, og vi kan udbygge samarbejdet ved at være tættere på dem i hverdagen” siger administrerende direktør Ole Østergaard. ”Samtidig ligger vi strategisk godt placeret for at få del i den vækst, der vil komme til at præge Rømø Havn. Denne vækst betyder bl.a., at 10-12 crew-både får base på Rømø. Denne flåde samt alle andre skibe i Rømø Havn kan vi nu servicere 24 timer i døgnet.
Hanstholm Elektronik er i dag en af landets førende virksomheder inden for maritim el og elektronik. Rollen som totalleverandør på dette felt bygger på 35 års erfaring, et højt fagligt niveau samt en unik fleksibilitet med døgnvagt alle årets 365 dage og udstationering af medarbejdere, når opgaven kræver det. Den store og meget afvekslende opgavemængde giver virksomhedens medarbejdere bred erfaring. Blandt de faste kunder er flere værfter i Danmark og i Norge, og medarbejdernes kompetencer holdes skarpe i kraft af, at de altid er i berøring med det nyeste udstyr og den seneste udvikling inden for el og elektronik til den maritime verden.
Med de 85 medarbejdere har Hanstholm Elektronik nået en størrelse, der tillader stor fleksibilitet og giver mulighed for altid at kunne sende et specialiseret hold ud for at løse opgaven. Det kan være en hastende reparation, en nybygning eller en montageopgave et hvilket som helst sted på kloden.