Udvidelsen af havnen i Hanstholm er i fuld gang – og det går faktisk hurtigere end oprindeligt forventet. Det er Aarsleff, som som står for udvidelsen, og ifølge dem har det gode vejr gavnet arbejdet i stor stil. Aarsleff er således nu foran tidsplanen.
På havnens vestmole er arbejdet nu sat i bero, mens østmolen bliver bygget færdig i år. Havnedirektør Niels Clemmensen er tilfreds med udviklingen: “Det kommer til at betyde rigtig meget for Hanstholm Havn i fremtiden. Og skulle gerne være med til at skabe grobund for meget ny fiskeindustri og produktion”, udtaler han til TV MidtVest. Havneudvidelsen vil give et betydeligt større havneareal, hvilket på sigt skal opfylde havnens ambitioner om yderligere 450 nye arbejdspladser med tiden. Blandt andet i form at endnu mere fiskeindustri. Udover nye fiskeindustrier kan de mange ekstra kvadratmeter også bruges til servicevirksomheder og logistikvirksomheder. Havedirektøren ser frem til en øget volumen af fisk, der bliver landet i Hanstholm, hvilket også skal være med til at finansiere investeringen på knap en halv milliard. Udvidelsen betyder, at indsejlingen uddybes fra ni til 11 meter. To nye moler skal sikre mere rolige forhold i indsejlingen og inde i havnen. Det samlede ekstra areal er på 130.000 kvadratmeter, og den samlede pris for projektet er 496 millioner kroner. Kilde: TV MidtVest