MSC’s Ocean Stewardship Fund støtter en række projekter, der skal fremme bæredygtigt fiskeri i Grønland. Et af projekterne skal undersøge, hvordan bifangsten af havfugle i det grønlandske stenbider-fiskeri kan nedbringes.
Tyve fiskeri- og forskningsprojekter rundt om i verden bliver modtagere af op til en halv million kroner hver fra MSC’s Ocean Stewardship Fund – en fond dedikeret til at muliggøre og støtte bæredygtigt fiskeri over hele verden.
Et af de projekter, der får støtte, er det Grønlandske stenbider-fiskeri
Det er organiseret af Sustainable Fisheries Greenland. Projektet vil bidrage til et forbedret datagrundlag omkring bifangst i det MSC-certificeret fiskeri og undersøge, hvordan man kan minimere bifangsten. Fiskeriet blev re-certificeret i februar 2021. En betingelse for certificering var dog, at arbejdet med at reducere bifangstniveauerne skærpes yderligere. Fugle kan blive viklet ind i garnet, når de dykker ned til vandet, og afhængig af arten kan selv et relativt lavt antal af bifangede fugle lægge yderligere pres på fuglebestande, der allerede og i forvejen er sårbare. Men der mangler gode metoder til at begrænse bifangsten af fugle i stenbiderfiskeriet, så der er et stort behov for at udvikle nye metoder.
»Takket være fondens finansiering kan vi øge vores viden om bifangster, hvilket igen gør det muligt for os yderligere at forbedre fiskeriet,« siger Rasmus Hedeholm, projektleder hos Sustainable Fisheries Greenland.
Sustainable Fisheries Greenland (SFG) arbejder med bifangst af fugle
Gennem tilskuddet til Marine Stewardship Councils (MSC) Ocean Stewardship Fund vil Sustainable Fisheries Greenland indsamle data om bifangstniveauer og evaluere fiskeriets indvirkning på fuglebestande. Hvis der er særlig høje bifangster i bestemte områder eller på bestemte tidspunkter, kan fiskeriet midlertidigt lukke disse for at undgå bifangst. Da det kan påvirke fiskernes levebrød radikalt, vil projektet derfor også teste alternative måder at reducere bifangst på, såsom at ændre de anvendte redskaber.
Man kan ændre på garnet, så dykkende fugle nemmere kan se det. Hvis det viser sig at være effektivt, kan det modificerede garn være en enkel løsning, der kan hjælpe mange andre fiskerier med at reducere bifangst af dykkende havfugle og uønskede fiskearter uden at påvirke fiskernes fangst.
»Dette er et fiskeri, der takket være MSC allerede har gjort store forbedringer for at reducere bifangster af havfugle. Forbedringer, der sandsynligvis ellers ikke ville have fundet sted. Gennem fonden kan fiskeriet videreudvikles i en bæredygtig retning,« siger Linnéa Engström, der er programdirektør for MSC i Sverige.
Fonden støtter også fiskeri, der er i de tidlige faser med at forbedre deres forvaltningspraksis. Seks af tilskuddene, der i alt udgør næsten en fjerdedel af finansieringen støtter projekter, der forbedrer fiskeriet, i det globale syd. Siden 2019 har Ocean Stewardship Fund uddelt midler til 35 projekter på en total sum af 11 millioner danske kroner, og MSC håber, at effekten af projekterne vil bidrage til at nå FN’s bæredygtige udviklingsmål 14 – »Life Below Water«.
Du kan læse mere om Ocean Stewardship Fund, og tidligere projekter, her