For knap to år og seks måneder siden gik Grønland til valgurnerne og stemte til Inatsisartut. Dengang vandt Inuit Ataqatigiit valget stort, og konsekvensen af sejren blev en koalition med Naleraq.
Den holdt i et enkelt år. Så blev Naleraq sparket ud, og ind kom Siumut, skriver Knr.gl
Igen i går blev der ændret i naalakkersuisut, og så udbrød der ballade i Inatsisartut. Oppositionen er nemlig dødtræt af de talrige udskiftninger i regeringen. Faktisk er det kun Kalistat Lund (IA) og formand Múte B. Egede, der har været med fra deres positioner i Formandens Departement og Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø siden starten i april 2021.
Trods uenigheder fortsætter koalitionen mellem Grønlands to regeringspartier, IA og Siumut. Men det har ført til en rokade i Grønlands regeringen. Nu deler IA og Siumut pladserne i landsstyret, Naalakkersuisut, ligeligt imellem sig.
Men her er Grønlands nye regering, som det er aftalt:
Grønlands to regeringspartier har fordelt landsstyremedlemsposterne imellem sig. Hvert parti får fem poster.
- Múte B. Egede (IA) Landsstyreformand i Naalakkersuisut (Grønlands landsstyre red.), hvilket han har været siden 2021. Han er også formand for regeringspartiet Inuit Ataqatigiit (IA). En post han har bestredet siden 2018.
- Erik Jensen (S) Naalakkersuisoq (landsstyremedlem red.) for finanser og skatter. Erik Jensen er formand for partiet Suimut (S), hvilket han har været siden 2020.
- Naaja Nathanielsen (IA) Naalakkersuisoq for erhverv, handel og råstoffer, justitsområdet og ligestilling. Tidligere har hun bestredet posten som landstyremedlem for finanser og skatter.
- Vivian Motzfeldt (S) Naalakkersuisoq for selvstændighed og udenrigsanliggender. Hun skal altså stå i spidsen for det nyoprettede departement for selvstændighedsprocessen.
- Aqqaluaq B. Egede (IA) Naalakkersuisoq for børn, unge, uddannelse, kultur, idræt og kirke. Han fortsætter på samme post, som han havde før rokaden.
- Kim Kielsen (S) Naalakkersuisoq for fangst og fiskeri. Han har tidligere været landsstyreformand i Grønland fra 2014 til 2021 og var samtidig formand for partiet Siumut fra 2014 til 2020.
- Agathe Fontain (IA) Naalakkersuisoq for sundhed. Hun har førhen bestredet posten fra 2009 til 2013. Agathe Fontain blev første gang valgt til landstinget i Grønland i 2002.
- Kalistat Lund (IA) Naalakkersuisoq for landbrug, selvforsyning, energi og miljø. Det er en post han har haft siden 2020. I 32 år har Kalistat Lund været pilot for Air Greenland.
- Hans Peter Poulsen (S) Naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur. Han tiltrådte i landstinget i 2021 som stedfortræder, og det er nu første gang, at Hans Peter Poulsen indtræder i Naalakkersuisut.
- Jess Svane (S) Naalakkersuisoq for arbejdsmarked, familie- og socialområdet og indenrigsanliggender. En post, som han har siddet på siden 2022.