Sæsonen for indhandling af stenbiderrogn i Grønland, kunne efter de gældende regler, allerede have startet den 1. april. Men i år er starten på dette kulso-fiskeri trukket ud. Fiskernes organisation KNAPK (Kalaallit Nunaanni Aalisartut Piniartullu Kattuffiat og indhandlingsstederne skal først være enige om prissætningen.
Om den fastlåste situation siger Ole Jørgen Davidsen KNAPK »Vi har ellers været forberedt på at indhandle stenbiderrogn fra fredag den 1. april, men det kunne vi ikke og det er simpelthen for dårligt.« Det bliver fulgt op af utilfredse fiskere fra Narsaq, som mener det både er ubegribeligt, men også lidt irriterende at man ikke allerede nu kan indhandle stenbiderrogn.
Erhvervsfiskerne i Narsaq, siger til avisen, at de er godt og grundigt trætte af at vente på, at stenbiderrognsæsonen starter. Fiskernes egen organisation KNAPK fastholder nemlig sit krav over for Royal Greenland om højere kilopriser på stenbiderrogn og nægter derfor fortsat at fiskerne sætter garnene i havet.
Knr.gl skriver i deres nyheder, at Royal Greenland vil give 22 kroner pr. kilo stenbiderrogn ved alle deres indhandlingssteder i landet. Men det er langt fra nok og ok, mener KNAPK. Derfor er stenbiderrogn-sæsonen endnu ikke startet.
Men det er ikke kun kiloprisen der skiller. For Royal Greenland i Narsaq har meddelt, at de kan købe 22 tons stenbiderrogn. »Men det er heller ikke nok for fiskerne i Narsaq, det kan nemlig ikke betale sig for dem,« mener KNAPK’s talsmand der supplerer med, at de omkring 30 medlemmer vil kunne indhandle for omkring 16.000 kroner pr. fisker i gennemsnit til den pris med en samlet mængde på 22 tons.
Til avisen siger han videre, »Stenbiderrognsæsonen er ellers en af vores største indtægtskilder, men med det indhandlingsloft og den pris, så er der ingen, der har lyst til at fiske efter stenbiderrogn,« understreger Ole Jørgen Davidsen.
Royal Greenlands kommunikationschef Masaana Egede oplyser dog, at fiskerne i Narsaq, de foregående år har indhandlet ca. 22 tons stenbiderrogn om året.
Derfor fastholder selskabet derfor, at de lokale fiskere også i år skal have lov til at indhandle op til 22 tons stenbiderrogn.