Et år efter den historiske »Grøn Treparts-aftale« er optimismen intakt, men den er også presset. Mens landbruget, naturinteresser og politikere roser samarbejdet, truer et svagt datagrundlag, manglende ressourcer og spildevandsproblemer med at underminere ambitionerne, skriver flere nyhedsmedier i dag.
Tirsdag den 24. juni markerer etårsdagen for »Grøn Trepart« en aftale, der blev udråbt som historisk, da den samlede aktører fra så forskellige lejre, som Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening, i et sjældent kompromis. Målet var at forbedre Danmarks natur, klima og vandmiljø uden at knække fødevareerhvervet.
Men ét år inde i det, trepartsminister Jeppe Bruus (S) kalder »Danmarks største demokrati-projekt«, står det klart, at de største udfordringer stadig venter forude.
»Vi lavede en historisk aftale sidste år, som vi skal flere hundrede år tilbage for at finde mage til,« siger ministeren til flere nyhedsmedier.
Aftalen blev til på baggrund af en politisk krise i landbruget, med krav om CO2-afgifter, færre husdyr og store naturhensyn. Derfor blev det afgørende, at løsningerne skulle forankres lokalt og det er lykkedes i vidt omfang.
Lokalt engagement, men pressede myndigheder
Både Naturfredningsforeningen og landbruget melder om stærkt engagement i de 23 lokale tre-parter. Men samtidig begynder problemerne at melde sig, især i implementeringen.
»Vi begynder at se konturerne af aftalen foldet ud i konkrete planer, og desværre er jeg i stigende grad bekymret på en række områder,« lyder det blandt andet fra Kim Kjær Knudsen, landmand og medlem af forretningsudvalget i Landbrug & Fødevarer.
Knudsen peger blandt andet på manglende fagligt fundament bag de store krav til kvælstofreduktioner og kritiserer, at spildevand, især fra kommunale rensningsanlæg, er underbelyst i indsatsen.
Èn af de største bekymringer er det faglige grundlag, som hele kvælstofmodellen hviler på. Ifølge flere kritikere er det for svagt og baseret på for få måle-stationer, hvilket kan føre til uensartede og tilfældige krav til forskellige landsdele.
»Det ene år skal Sønderjylland massivt reducere kvælstof-udledning og det næste år skal de ikke. Det skaber utryghed og kan føre til fejl-investeringer for milliarder,« siger Knudsen.
Særligt Isefjord og Knudedyb er eksempler, hvor mål og indsatser ikke harmonerer med den reelle belastning eller med indsatsen på den anden side af grænsen.
Spildevand: Den oversete elefant i rummet
Aftalen lægger en stor byrde på landbrugets skuldre, men ifølge flere aktører mangler staten og kommunerne at levere deres del, særligt når det gælder spildevandsindsatsen.
Ifølge aftaleteksten mangler der endnu at blive fundet 300 tons kvælstofreduktion fra spildevand, og indsatsen mod overløb fra rensningsanlæg er stadig kun på papiret. Det vækker selvsagt bekymring.
»Det er ikke kun landmændene, der skal vise fleksibilitet og samfundssind. Myndighederne skal også levere som aftalt,« fastslår Knudsen.
Fiskeriet: Den oversete medspiller
Selv om Grøn Trepart i udgangspunktet har haft landbrug og naturorganisationer som omdrejningspunkt, begynder fiskeriet nu at melde sig på banen som en central aktør, der både påvirkes af og kan bidrage til vandmiljøindsatsen.
Fiskeriet er blandt de første, der mærker konsekvenserne af dårlig vandkvalitet og kvælstofudvaskning, især i følsomme fjorde som Isefjord og Limfjorden, hvor bunddyrene dør ud og fiskebestandene svækkes. Det gør erhvervet til en naturlig indikator for, om indsatsen virker.
»Vi har en fælles interesse i et sundt havmiljø, men det kræver, at også fiskeriet får en plads i samtalen.«
Flere fiskeriaktører foreslår derfor, at fiskeriet fremover inddrages mere systematisk i Grøn Trepart, fx som fast partner i relevante arbejdsgrupper. Det vil både sikre bedre koordinering, skabe bredere legitimitet og skærpe fokus på de marine konsekvenser af spildevand og landbaseret udledning.
»Skal vi tage ansvar, skal vi også have en stemme ved bordet. For vi er direkte afhængige af, at vandmiljøet forbedres – ikke bare på land, men hele vejen ud til havs,« lyder det.
Et kapløb med tiden
Selv med en arealfond på 43 milliarder kroner og opbakning fra både natur- og landbrugsorganisationer er tid og kapacitet en afgørende faktor. Flere frygter, at manglende sagsbehandlings-kapacitet i kommunerne og staten kan bremse den nødvendige arealomlægning.
Hvis målene for arealomlægning ikke nås inden 2027, risikerer landmændene en hård og generel regulering. Præcist dét, treparten netop skulle forhindre.
På trods af udfordringerne er optimismen stadig levende i både Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening. Præsident Maria Reumert Gjerding fremhæver det store lokale engagement, mens Søren Søndergaard fra Landbrug & Fødevarer anerkender, at det nogle steder »går rigtig godt«, men andre steder er der »bøvl.«
Men alle parter ved, at den grønne trepart først bliver en succes, når ambitioner, data og ressourcer følges ad.
Fremtiden for »Grøn Trepart«
Grøn Trepart repræsenterer en ny måde at lave politik på i Danmark både med forankring, samarbejde og lokalt ejerskab. Men modellen står og falder med evnen til at levere.
Uden stærkere datagrundlag, tilstrækkelig offentlig kapacitet og en spildevandsindsats, der matcher kravene til landbruget, risikerer projektet at blive et eksempel på gode hensigter, der strandede i praksis.
Og så nytter historiske aftaler og store ord ikke meget.
