Miljøorganisationen Greenpeace har sommeren igennem overvåget nogle danske hummertrawlere ved hjælp af gps-tracking og kamera-optagelser. Målet har ifølge Greenpeace været at beskytte de gydende torsk i et område i Kattegat, som den daværende danske minister for fiskeriet, Eva Kjer Hansen, sammen med sin svenske kollega Eskil Erlandsson har lukket for fiskeri hele året. Miljøaktivisterne har samlet oplysninger om danske fiskefartøjer, der har været inde i det lukkede område.
Målet har ifølge Greenpeace været at beskytte de gydende torsk i et område i Kattegat, som den daværende danske minister for fiskeriet, Eva Kjer Hansen, sammen med sin svenske kollega Eskil Erlandsson har lukket for fiskeri hele året. Miljøaktivisterne har samlet oplysninger om danske fiskefartøjer, der har været inde i det lukkede område.
– Fra Danmarks Fiskeriforening tager vi kraftigt afstand fra ulovlig overvågning af danske fiskere, ligesom vi selvfølgelig heller ikke kan acceptere ulovligt fiskeri, siger Svend-Erik Andersen, der er formand for Danmarks Fiskeriforening.
– Greenpeace-aktionen er efter vores opfattelse kun blevet til for Greenpeaces egen skyld, ikke for at redde torsken. Og aktionen har den helt forkerte retning. Det ville klæde en miljøorganisation at rette søgelyset mod, hvad der kan være de reelle årsager til, at Kattegat-torsken er blevet en sjælden art. Kan det være miljøforhold, klimaændringer, mangel på føde eller måske store byggeprojekter på havterritoriet, der har jaget torsken væk fra Kattegat, spørger Svend-Erik Andersen.
Han pointerer, at myndighederne bør følge op på, om lukningen for fiskeri bevirker, at torsken i Kattegat får det bedre.
– Som fiskere har vi endnu ikke mærket noget til det, men desværre er havområdet heller ikke blevet lukket for andre menneskelige aktiviteter – hverken for klapning af havneslam, havmølleprojekter eller andet, der påvirker både vand- og bundforhold, siger Svend-Erik Andersen.
Torskefiskeriet i Kattegat foregår stort set udelukkende i forårsmånederne, og i de seneste år er der kun blevet fisket en lille del af den kvote, som danske erhvervsfiskere er blevet tildelt. Ifølge Fiskeridirektoratets oversigter over kvoter og landingstal fiskede de fem fartøjer, som er blevet overvåget af Greenpeace, sidste år kun mellem 10 og 60 procent af det, de havde ret til, for flere af dem kun 2-300 kg på et år. Og 2010-tallene viser lige så små landinger fra de fem fartøjer.
– Det viser tydeligt, at det er hummerfartøjer, der kun har en minimal bifangst af torsk i Kattegat. Det er ikke hummerfiskeriet, der truer torskebestanden, siger Svend-Erik Andersen.
Han understreger, at erhvervsfiskeriet følges nøje af myndighederne.
– Alle fiskefartøjer over 15 meter skal have satellit-sporing ombord, og det var også tilfældet for fire af de fem fartøjer, som Greenpeace har overvåget. Oplysninger om fartøjet sendes hver time til Fiskeridirektoratet, som er den officielle danske kontrolmyndighed på området, det vil sige, at man som fisker ikke, som Greenpeace antyder, kan drive sit erhverv i det skjulte, siger han.