EU’s fiskeriministre samles i disse dage i Bruxelles for at fastlægge fiskekvoterne for 2018 for Nordsøen, Skagerrak, Kattegat og de nordlige farvande. Formanden for Danmarks Fiskeriforening PO, Svend-Erik Andersen, følger forhandlingerne på tæt hold sammen med kollegaer fra de øvrige EU-lande.
”Jeg forventer at Ministerrådet uden tøven vil vedtage den aftale EU og Norge indgik tidligere på måneden: Det er en god aftale for alle. Aftalen afspejler de side års positive bestandsudvikling og betyder, at de danske fiskere vil have gode fiskerimuligheder i 2018,” siger Svend-Erik Andersen. Ministerrådet skal også tage stilling til en lang række kvoter, der ikke indgår i EU’s aftale med Norge. Det drejer sig blandt andre om torsk i Kattegat samt tunge og jomfruhummer i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat. ”Vi har forventninger om, at kvoterne for disse arter også vil afspejle bestandsudviklingen og derfor vil blive på et rimeligt niveau,” siger Svend-Erik Andersen. Brexit Der er dog varsel om storm forude – for både Brexit og landingspligt for alle kvoterede arter venter fiskeriet i 2019. ”Jeg tror alle i dansk fiskeri håber på ro om fiskeriet i 2018 – på alle fronter – for det blæser op til storm i 2019: Storbritannien forlader den fælles fiskeripolitik og samtidig indfører EU landingspligt for alle kvoterede fisk. Der vil give massive udfordringer for fiskeriet,” understreger Svend-Erik Andersen. Ål i centrum Hovedemnet på rådsmødet i Bruxelles denne uge bliver utvivlsomt ål, idet Kommissionen har foreslået et forbud mod kommerciel ålefiskeri. ”I forhold til ål håber vi, at Kommissionen og Rådet vil komme til fornuft. Det hjælper ikke ålen at forbyde det gennemkontrollerede og traditionsbundne ålefiskeri, som for eksempel generationer af danske bundgarnsfiskere har drevet. Det er ikke fiskeriet efter blank-ål, der er afgørende for ålens tilbagegang. I stedet skal der kigges på hele ålens livsforløb og de sydeuropæiske fangster af helt små ål – glas ål – skal stoppes og det skal for eksempel sikres, at der skabes muligheder for ålens vandringer der i alt for mange tilfælde bliver forhindret når vandløb er spærret af vandkraftværker,” siger Svend-Erik Andersen. ” Det er også frustrerede, at hvor vi i Danmark har gjort en stor indsats for at reducere fangsterne af ål, så er der andre lande som ikke har fulgt op på deres forpligtelser. Måske man kan starte med at rydde op, før man bygger videre oven på en vakkelvorn konstruktion”, påpeger Svend-Erik Andersen Industrikvoter For industrifiskeriet bliver der på rådsmødet kun fastsat enkelte kvoter. Kvoterne for tobis, brisling og sperling vil først blive fastlagt i løbet af 2018, når den endelige biologiske rådgivning er kendt.