Hirtshals Havn udstiller i disse dage på Aqua Nor i Trondheim, som er en af verdens største messer inden for akvakultur og lakseforædling. Det er første gang i næsten to år, at den nordjyske havn igen er at finde på en messe.
Hirtshals Havn er hjemsted for en stor koncentration af virksomheder, der arbejder inden for lakseindustrien, og laks, både som transport og forædling, og over de senere år har det udviklet sig til at blive et meget stort og vigtigt forretningsområde for Hirtshals Havn og Hjørring Kommune generelt. Derfor var der fra havnens side heller ikke meget tvivl om, at de skulle deltage på den norske messe Aqua Nord.
»Det her er den første messe, som Hirtshals Havn deltager på i næsten to år, og vi har været meget spændte på tilslutningen af udstillere og besøgende. Alle vores bekymringer er dog blevet gjort fuldstændig til skamme. Messen har været rigtig godt besøgt, og det samme har vores stand,« lyder det fra Hirtshals Havns Adm. Direktør, Per Holm Nørgaard.
Messen Aqua Nor, som afholdes i Trondheim, er den vigtigste akvakulturbegivenhed dedikeret til akvakultur- og fiskeforarbejdningsindustrien i Norge.
Aqua Nor har over de seneste år tiltrukket omkring 20.000 fagfolk fra akvakulturindustrien fra mere end 70 forskellige lande, og det er derfor et oplagt sted at møde såvel nye som eksisterende kunder og samarbejdspartnere.
»Vi har haft mulighed for at genoptage gamle relationer, som har været sat på standby på grund af Covid-19. Samtidig har vi fået skabt mange nye kontakter, som har vist interesse i at starte nye samarbejder op både på laksesiden, inden for fiskeindustrien og sidst, men ikke mindst, på transportsiden,« fortæller Per Holm Nørgaard.
Dagligt bliver en stor mængde laks transporteret til og fra virksomhederne i Hirtshals fra Norge, og Hirtshals Havn har oplevet en stigende interesse fra norske virksomheder, der ønsker at undersøge mulighederne for at etablere sig i Hirtshals. Nyeste skud på stammen er virksomheden Biomega, som i øjeblikket er ved at etablere et bioraffinaderi på den østlige del af havnen. Biomega vil med restråstoffer fra laks producere fødevareingredienser med fokus på menneskers sundhed og ernæring.
Med afsæt i Hirtshals Havns unikke geografiske beliggenhed direkte til vigtige sø-korridorer i Nordsøen og en veludbygget infrastruktur på landsiden, rummer Hirtshals rige muligheder for en lang række virksomheder, der er beskæftiget med produktion og håndtering af fersk laks.