Det skabte travlhed på Havnen i Hvide Sande, da en trawler i går lidt over midnat måtte tilkalde hjælp, da skibet tog vand ind.
Selv skriver Redningsstationen i Hvide Sande på deres facebook side, at man fik meldingen lidt over midnat, om en trawler i havnebassinet, tog vand ind.
Redningsstationen sendte tre enheder til hjælp, både FRB-15 og »Emile Robin« samt SAR bilen. Hurtigt blev der etableret kontant og mandskab med tre pumper gik ombord i trawleren.
Men på det tidspunkt begyndte trawleren at få slagside og man anmodede derfor om assistance fra en stor gaffeltruck, der kunne fungere som modvægt og således stabilisere kutteren mens pumperne arbejdede.
Der var lidt trængsel på kajen, da Brand & Redning Hvide Sande også var tilstede, hvor de assisterede med at tømme trawleren for vand. Efter flere timers arbejde lykkedes det at stabilisere trawleren så meget, at den ved egen kraft kunne sejle til lossekajen, hvor lasten blev losset og resterne af vandet pumpet ud.
Fire timer efter meldingen kom ind til Redningsstationen i Hvide Sande, kunne man pakke sammen og vende hjem efter veludført arbejde – ingen tilskadekomne og et fartøj der var kommet klar af den fare den havde befundet sig i – alt i alt en god aktion, som stationens folk og Brand og Redning i Hvide Sande kan være stolte af.