Regeringen vil indføre kamera ombord på fiskefartøjer i Kattegat, hvilket er en unødig mistænkeliggørelse af fiskeriet og spild af ressourcer, understreger Svend-Erik Andersen som formand for Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation.
Kamera på danske fiskefartøjer er bestemt ikke vejen frem!
I Danmarks Fiskeriforening er man dybt kritiske overfor regeringens forslag om at indføre kameraovervågning af bundtrawlsfiskeri i Kattegat. I forbindelse med årets kvoteforhandlinger, som finder sted i Bruxelles i disse dage, vil fiskeriminister Mogens Jensen lægge forslaget på bordet, som han mener, sikrer bæredygtige kvoter og beskyttelse af torskebestanden.
»Det er ærgerligt, at ministeriet bruger ord som »bæredygtige kvoter og beskyttelse af torskebestanden« for at begrunde et forslag, som er helt ude af proportionalitet,« siger Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening:
»Danske fiskere har om nogen interesse i en sund torskebestand i Kattegat. Kameraovervågning er en unødig mistænkeliggørelse af danske fiskere, og det er spild af ressourcer. Kameraer skaffer ikke flere torsk i Kattegat.«
»Kameraovervågning er mig bekendt ikke indført nogen steder i verden hen over hovedet på fiskeriet. Kamera alene på danske både vil skabe ulige konkurrenceforhold for danske fiskere i forhold til de øvrige EU-lande. Vi har bl.a. lige set i Østersøen, at andre EU-lande ikke ønsker kameraovervågning. Hvorfor skal danske fiskere ikke behandles på lige fod med de andre fiskere i EU? Der skal være fælles spilleregler for EU-fiskere,« siger Svend-Erik Andersen.
De danske fiskere efterlyser dialog og et sagligt arbejde til begrundelse for endnu et lag med overvågning i fiskeriet. De efterlyser en analyse af og dialog om, hvorvidt kamera i det hele taget er hensigtsmæssigt, før et så drastisk forslag overhovedet overvejes. Samtidig åbner kameraovervågning for en række etiske, økonomiske og ophavsretslige dilemmaer, som bør afklares. Hvordan bliver optagelserne håndteret? Er det etisk okay at overvåge mennesker, der blot udfører deres arbejde? Hvem skal betale for overvågningen?
»Vi frygter, at danske fiskerne vil finde andre fiskepladser til skade for lokalsamfundene omkring Kattegat. Det er ærgerligt, at de danske myndigheder på et tidspunkt, hvor vi står over for et Brexit, som vil påvirke hele dansk fiskeri, tilsyneladende har travlt med at eksperimentere med den danske fiskerisektor,« siger Svend-Erik Andersen.