– rekordomsætning og landinger af fisk for 685 mio. kr.
Thyborøn Havn har haft et fantastisk godt år med et meget højt aktivitetsniveau.
Det har givet rekordomsætning i ”havnekassen”, og det er især takket være den største landingsværdi af fisk nogensinde. Landinger af fisk til en samlet værdi af 685 mio. kr. mod 428 mio. kr. sidste år – en fremgang på 59,9 % – betyder rigtig meget for Thyborøn og aktiviteten i hele området.
Gode afregningspriser for industrifisk og udvidelse af kvoten for tobis giver naturligvis en god og optimistisk stemning indenfor industrifiskeriet. Fiskemelsfabrikken TripleNine har ligeledes haft et godt år og både kunnet konsolidere virksomheden og udbetale særdeles gode afregningspriser til fiskerne.
Der har også været en pæn fremgang for konsumfiskeriet. Samtidigt har Thyborøn Fiskeauktion igen vist vejen med flere gode initiativer og dermed medvirket til, at Thyborøn Havn klarer sig markant bedre end de øvrige havne og dermed også opnår en stigende andel af de samlede landinger i Danmark.
Vi glæder os også over, at et godt samarbejde med politikere og Kystdirektoratet har resulteret i, at besejlingsforholdene er forbedret, Sandpuden er fjernet og der er skabt ro i havnebassinerne. Dermed er 3 års problemer, som har kostet masser af arbejde og penge, overstået.
Vi har været begunstiget af meget positiv politisk bevågenhed, og det har betydet, at vi er blevet særdeles pænt tilgodeset i Havnepakke II, hvor der er bevilget midler til at muliggøre nogle af vore store og vigtige fremtidsplaner – herunder penge til havneinvesteringerne til at etablere en større tørdok i Thyborøn.
2010 har været et rigtigt jubelår for Thyborøn Havn – eneste mislyd er tilbagegangen på godsomsætningen grundet byggekrisen. Her tror vi dog, vi har nået bunden, og bestyrelsen har trods vanskelige tider for byggeriet valgt at færdiggøre Sydhavnen, så vi har de nødvendige arealer klar til fortsat udvikling af godsområdet.