Fiskeriskolen i Thyborøn er nu parat med det første hold på uddannelsen som fiskehandler, og planen er, at det skal kunne kombineres med uddannelsen som erhvervsfisker
Det siger næsten sig selv, at der ikke er langt fra erhvervsfisker til fiskehandler. Men nu bliver afstanden på alle måder endnu mindre.
1. januar lyder startskuddet til en ny uddannelse som fiskehandler på Fiskeriskolen i Thyborøn. 10 studerende har meldt deres ankomst, og skolens forstander glæder sig til at tage hul på et nyt afsnit i Fiskeriskolens historie.
”Det er jo helt perfekt, at lægge uddannelsen som fiskehandler i det miljø, der har noget med fisk at gøre. Vi samarbejder i forvejen med mange virksomheder i miljøet, og vi har rigtig god kontakt til mange fiskehandlere, så vi kan tilbyde et meget spændende uddannelsesforløb”, siger forstander Søren Hyllen.
Den nye uddannelse skal ligge dør om dør med uddannelsen til erhvervsfisker, men muligheden vil være oplagt for at bryde døren ind mellem de to uddannelser.
” Det er helt oplagt, at det vil skabe noget synergi. Samtidig vil vi arbejde på en model, hvor man kan skifte over på uddannelsen som fiskehandler. Hvis man får eksempel kommer til at have problemer med søsyge og overvejer at droppe uddannelsen som erhvervsfisker, men stadig er interesseret i fiskebranchen, vil man kunne få en merit og dermed glide ind på uddannelsen som fiskehandler”, siger Søren Hyllen.
FiskerForum.com