Så fik den ny regering sparket væksten i gang – med en ny afgift, der ikke gør det lettere at drive en energitung fiskerivirksomhed i udkants-Danmark.
Den nye afgift betyder – oven i de i forvejen urimelige energiafgifter – mere end en 5-dobling af betalingen for udledning af NOx.
Thors hammer rammer hele branchen, men skatteminister Thor Möger Pedersen kan ikke se problemet – ”selv hvis NOx-afgiften koster arbejdspladser, så skaber regeringens samlede finanslov flere job”!
Så må vi jo bare håbe på, at disse job også kommer i udkants-Danmark.
Det er jo ikke lige afgifter, vi mangler for at holde hjulene i gang. Men vi taler for døve øren. På et eller andet tidspunkt er nok – nok, og den samlede regning betyder, at det, de danske fabrikker kan betale for fisken, ikke er konkurrencedygtigt for fiskerne i forhold til f.eks. at lande fisken i Norge. Og så forsvinder grundlaget for fiskemelsfabrikkerne i Danmark stille og roligt.
Natura 2000
De afgifter, som såvel den blå som den røde blok har indført, er dog ikke den eneste udfordring, branchen står overfor.
England, Holland og Tyskland er ved at kortlægge en ikke ubetydelig del af Doggerbanke til Natura 2000-område. Området er ikke fastlagt endnu og heller ikke de begrænsninger i fiskeriet, der følger med. Der er dog ingen tvivl om, at det fremover vil påvirke tobisfiskeriet negativt.
Kvoter for 2012
Forhandlingerne med Norge påbegyndes i skrivende stund, så der er ikke noget konkret at melde, men tendensen er klar.
Kvoten for brisling i Østersøen er besluttet, og det medfører en reduktion på 22%.
Oplægget til brislingekvoten i Nordsøen er en reduktion på 25%.
Oplægget til sperling er en kvote på 0 (der står nul), men med mulighed for en re-evaluering i maj og august.
Branchen forventer, at der kommer en politisk bestemt startkvote på tobis på 200.000 tons, som så i løbet af 2012 erstattes af den endelige kvote, når resultatet af skrabetogterne på tobis er analyseret. Skrabetogterne gennemføres i løbet af november og december 2011.
Branchen har i år medfinansieret en større bestandsundersøgelse på havgalt også kaldet trompetfisk. Disse undersøgelser skal fortsætte, men resultatet af den første tyder på en stor bestand, og det har også fået ICES til at anbefale næsten en 3-dobling af kvoten for 2012.
Hvis bestandsvurderingen holder stik, vil havgalt være en art, der vil blive landet mere og mere af, med de udfordringer det så medfører for fabrikker og kunder.
Her og nu – og samlet set – er der ikke noget, der tyder på øgede kvoter til Danmark i 2012 i forhold til 2011.
Der er ikke noget nyt under solen
Der er desværre ikke noget nyt i det her skrevne. Denne branche er heldigvis vant til lidt modvind, men en gang imellem kunne man da godt ønske sig lidt medvind – og ikke kun på cykelstierne!