»I krig og fiskeridebat er sandheden ofte det første offer,« skriver formand Svend-Erik Andersen fra Danmarks Fiskeriforening (DFPO). Det mærkede han tydeligt, da WWF mellem jul og nytår udtrykte bekymring for torskebestanden og opfordrede danskerne til at vælge noget andet til nytårsmiddagen.
Men det faldt formanden for Danmarks Fiskeriforening, for brystet og han retter op på den skæve fortælling med et nytårsønske: »Lad os holde fast i sandheden, også når debatten om fiskeriet bliver ophedet.«
DFPO formanden henviser især til en pressemeddelelse fra Verdensnaturfonden WWF den 27. december, hvor der blev malet et dystert billede af torskens tilstand i hele Danmark. Fra fiskeriforeningens side reagerede man straks med et modsvar, der beroligede danskerne med, at der var og er rigeligt med torsk i Nordsøen og Skagerrak – langt flere, end vi selv kan spise.
Selv valgte formanden at spise torsk nytårsaften, som en stille protest mod de overdrevne udtalelser fra WWF. For det er et faktum, at torskebestandene i de åbne farvande har det godt. Det er korrekt, at torsken i de indre farvande er under pres, men det er en misforståelse at tro, at torskens dage generelt er talte.
Desværre griber medierne ofte fat i de mest alarmerende historier. Selv DR måtte for nylig rette en fejl, hvor de hævdede, at der nu var lukket for alt torskefiskeri i Danmark, hvilket ikke er sandt. Det skaber et unødigt dystert billede af dansk fiskeri og overskygger de positive nyheder om stabile kvoter og bæredygtige fiskerimuligheder.
Svend-Erik Andersens nytårsønske er derfor meget enkelt: At alle – medier, organisationer og politikere – holder os til sandheden, også når den ikke passer ind i en dramatisk fortælling. Fiskerne arbejder for et bæredygtigt havmiljø, og de vil fortsat tage ansvar for at sikre sunde fiskebestandene.
Formanden Svend-Erik Andersen spiste derfor sin nytårstorsk med stort velbehag og god samvittighed og det kan danskerne også roligt gøre fremover.