Den gådefulde Ål er fortsat et mysterium. I tre uger har Danmarks største havundersøgelsesskib Dana, kæmpet med gigantstore atlanterhavsbølger og lavtryks pust af aller værste slags, men har alligevel gennemført første ben på togtet med succes.
Der er indsamlet prøver i den europæiske åls gydeområde i Sargassohavet, der ligger mellem Bermuda og De Vestindiske Øer, udelukkende for at finde forklaringen på hvorfor det kun er et fåtal på mellem to og ti procent af ålene der vender tilbage til Europas kyster.
”Jeg er meget tilfreds med, at vi på trods af vejret har kunnet gennemføre alle de planlagte undersøgelser og allerede på første del af togtet har fået så meget værdifuld viden med hjem om den gådefulde åls tidlige livsstadier og yngelens opvækst og fødevalg,” siger togtleder Peter Munk, DTU Aqua, som er i Sargassohavet for at undersøge om det er klimatiske ændringer i gydeområdet eller det er ændring i havstrømmene, der er årsagen til ålens voldsomme tilbagegang.
På første togtben har ekspeditionen undersøgt forholdene i ålens centrale gydeområder i Sargassohavet på 41 nøje udvalgte undersøgelsessteder i områder, hvor koldt og varmt vand mødes, hvilket man formoder skaber gode forhold for åleyngel.
24 timers vertikal-undersøgelse
Som noget unikt har ekspeditionen kunnet gennemføre en omfattende såkaldt ”24 timers vertikal-undersøgelse” på et hotspot med særligt mange ålelarver. Den viste, at langt de fleste ålelarver om dagen samles i et smalt bånd på 150 meters dybde lige under det sted, hvor vandet har den højeste saltholdighed. Gennem et helt døgn lavede ekspeditionen målinger af organismer og miljøet omkring larverne for at finde ud af, hvad der gør det særligt attraktivt for larverne at være netop der.
”En meget stærk tværfaglig tilgang til fødekædestudierne – fra molekylærbiologi til mere klassiske laboratorieforsøg – har givet en helt ny forståelse for funktionen og sammensætningen af Sargassohavets fødekæde. Denne viden er ikke bare af akademisk interesse men kan forhåbentlig også bidrage til udvikling af en gunstig fodersammensætning til ålelarver i akvakultur,” siger assisterende togtleder Torkel Gissel Nielsen, DTU Aqua.
Prøver og målinger indsamlet til videre analyse
På første del af ekspeditionen har Dana haft redskaber i vandet 463 gange. Heraf har man lavet 61 CTD-målinger af vandmasserne, fisket 95 gange med det store larvenet der er 3,5 meter i diameter, og 49 gange trukket det finmaskede multinet, der indsamler plankton på fem forskellige dybder. Hvert redskab var cirka en time i vandet, og der er blevet arbejdet døgnet rundt i 12-timers skift for at udnytte tiden maximalt og få så meget information som muligt med hjem.
”Det er helt unikt, at vi, samtidig med at beskrive ålelarvernes fordeling i vandsøjlen, også har set på både fysik, kemi og dybdefordeling af bytte. Det er en meget udbytterig metode med så mange undersøgelser inden for et bredt felt, og det har givet os bunker af ny viden om fødekæden og dermed livsbetingelserne for de yngste ålelarver,” siger Torkel Gissel Nielsen, DTU Aqua.
Fordi ekspeditionen også har information med hjem om, hvad der findes af tilgængelig føde i form af vandlopper, alger, halesøpunge og marin sne i de forskellige vandlag, hvor man har fundet ålelarverne, bliver det forhåbentlig muligt at koble det larverne har i tarmene med det fødeudbud, der er præcis hvor larverne bliver født.
På 3. og sidste togtben følger Dana åleyngelens rute tilbage til Europa og tager prøver undervejs. Dana er tilbage i Hirtshals, hvor ekspeditionen afsluttes, den 5. maj.
Følg ekspeditionen på www.facebook.com/aaleekspedition . Dansk Åleekspedition 2014 støttes økonomisk af Dansk Center for Havforskning og Carlsbergfondet.