Den 1. juli 2015 blev en nostalgisk side i Bagenkops historiebog om fiskeriet vendt, da dørene for første gang blev slået op til Fiskeriets Hus.
I det tidligere Bagenkop Smede- og Maskinværksted, har foreningen bag museet, haft travlt med at få tingene på plads og få arrangeret de mange små udstillinger, der gør stedet til et levende vidnesbyrd om fiskeriet og dets vilkår igennem årene. ”En levende historie og fortælling, om et af byens vigtigste erhverv igennem tiderne,” fortæller formanden for Fiskeriets Hus, Steffen Rasmussen til FiskerForum.
Fantastisk åbningsdag med stor tilslutning
”Vi havde en forrygende åbningsdag, med 350 – 400 gæster til indvielsen,” fortæller Steffen Rasmussen. ”Noget der efter formandens mening, lover godt for fremtiden og for fællesskabet omkring Fiskeriets Hus.” Et fællesskab der i dag tæller mere end 20 frivillige og 400 medlemmer, samt en bestyrelse, der som de ildsjæle de er, skaffer midler og arbejdskraft til de mange gøremål i museet. ”Vi var heldige med at få en privat donation, af nu afdøde Oscar Bruun Hansen på en kvart million, som gjorde os i stand til at søge og få bevilget LAG midler for 245.000 kroner,” siger formanden videre. ”Sidenhen er yderligere en lille halv million kommet i kassen, fra forskellige fonde, så den mere end hundrede år gamle smedje i dag er købt og i dag fremstår med en drift, der tegner positivt, med flere og flere kunder.”
Foreningen bag museet, har derfor allerede udbygningsplaner for museet på små 400 m2 klar, som museets mange frivillige nu er i gang med at hente rekvisitter og lokalhistoriske ting ind til. De frivilliges indsats tæller for nuværende allerede små 4000 timers arbejde, fra Foreningen overtog ejendommen i december 2014 og frem til juli i år. Ligeledes er der hentet et gammelt styrhus fra Grenå, som nu er integreret i bygningen, som fremstår som et vartegn for museet. Så når de besøgende står på broen, skulle de gerne få fornemmelsen af hvorledes det for mange år siden var at sejle ind til Bagenkop. Dette tænkes suppleret med en simulator, for at fuldende illusionen om indsejlingen. Disse samt meget mere, går foreningen bag Fiskeriets Hus og tumler med i øjeblikket, for at gøre huset til et endnu mere interessant sted at besøge i fremtiden.
Bagenkop var datidens femte største fiskeriby
I midt-tresserne var Bagenkop Danmarks femte største fiskeriby, målt på antallet af trawlere, der på det tidspunkt talte mere end 70 trawlere og en mindre flåde af garn joller. En flåde der holdt byen beskæftiget med 3-400 fuldtidsbeskæftigede fiskeriarbejdere i områdets filetfabrikker og skærerier. Det er i dag reduceret til en håndfuld trawlere og nogle få joller tilbage. Fisken hentes i dag på kajen og køres ud af byen til videre forarbejdning. Så livet er ifølge formanden et helt andet, men dog stadigt med en hyggelig havn med landing af fisk, liv og en god atmosfære for de mange besøgende.
Havnelygten fra Bagenkop Havn
”Vi har mange små historier fra en svunden tid i museet”, fortsætter Steffen Rasmussen, som blandt andet tæller historien om Christiane Clausens daglige gøremål, hvor hun havde til opgave at tænde den gamle havnelygte på yderste mole af Bagenkop Havn, formedens 12,33 kroner månedligt. En pris der ikke blev reguleret i de 18 år hun varetog opgaven, fra 1899 til 1917. Petroleumslampen er overdraget museet af Christiane Clausens nulevende barnebarn, som samtidig kunne fortælle historien bag lampen.
Smilet kommer også frem hos Steffen Rasmussen, når han fortæller om fiskerdrengen Kaj Nielsen Hansen, der i konfirmationsgave i 1925, fik sin første skibskiste og hvorom det fortælles, at han kort tid efter blev ringet op fra Marstal, om han ville have en hyre, hvilket den unge Kaj Nielsen Hansen heller end gerne ville. Dog på den udtrykkelige betingelse, at turen ikke måtte gå til New Foundland. Det skulle de heller ikke, fik han at vide, så hyren blev indgået og da skibet kort efter havde rundet Skagens Gren, spurgte den nysgerrige Kaj Nielsen Hansen indtil hvor turen så skulle gå hen. “Vi skal til New Foundland,” lød svaret kort.
Giv dig selv en tur rundt i museet for 40,- kroner. En tur der giver den opmærksomme gæst, mange små og spændende oplevelser, anekdoter og fortællinger om tiden for fiskerene og søfolkene fra Langeland og specielt fra egnen omkring Bagenkop.
Museet Fiskeriets Hus i Bagenkop har åbent fra 10.00 til 17.00, hver dag, i perioden fra april til oktober