Parterne i fiskeriklyngen ”Konsumfisk” er Region Midtjyllands tre vestkysthavne, Thyborøn, Thorsminde og Hvide SandeKonsumfisk. De har besluttet at fortsætte samarbejdet. Hvilket betyder, at de fra årsskiftet tager hul på en ny treårig periode, hvor emner som kvalitet, råvareudvikling, afsætningsfremme samt dialog og netværk vil være i fokus.
Konsumfisk skal fortsat være opsamlingssted for nye spændende projekter, og så fortsætter ”Konsumfisk” selvfølgelig med at indsamle og dele relevant viden og erfaringer.
Seks års samarbejde
Der er sket meget siden etablering af Konsumfisk for seks år siden. I de første år var der særligt fokus på uddannelse og kvalitetsudvikling, og i forbindelse med sammenlægning af de tre auktioner i Thyborøn, Thorsminde og Hvide Sande var der behov for fokus på samarbejde og dialog.
Formand for Konsumfisk Kurt Madsen siger: ”Det tager tid at opbygge en klynge og skabe tillid. Men vi har i løbet af de seks år oplevet en stigende grad af samhørighed blandt vores fiskere, og vi mærker nu effekten af vores netværksaktiviteter. Samtidig kan vi se, at den massive fokus på kvalitet har givet pote, og derfor fortsætter vi ad den vej.”
National udvikling af fiskerisektoren
Konsumfisk deltager sammen med centrale aktører inden for fiskerisektoren i en proces omkring udvikling af fiskerisektoren i hele Danmark. Her handler det i første omgang om at identificere de vigtigste udfordringer for fiskerisektoren og dernæst igangsætte konkrete indsatser og initiativer.
Det er Region Nordjylland og Region Midtjylland, der har taget initiativ til den fælles tværregionale afklaring af fremtidige indsatser indenfor fiskerisektoren. Dette sker med baggrund i en partnerskabsaftale mellem Region Nordjylland og Regeringen om i fællesskab at udvikle fiskerisektoren.
Tværregional indsats indenfor fiskerisektoren
Meget mere følger om denne spændende proces senere på året.