Fiskeriet får skylden – men det er spildevandet, der dræber havet

af redaktionen ved FiskerForum.dk

Verdensnaturfonden WWF og andre grønne organisationer som Danmarks Naturfredningsforening DN hylder den nye fiskeriaftale som ‘en sejr for livet i havet’. «Men hvilken sejr  og for hvem?«

Det kan læse om »den store sejr for livet i havet« her på Verdensnaturfonden WWF under overskriften »Vigtige fremskridt for havnaturen i ny fiskeriaftale« og DNs »Ny aftale: Nu forbydes trawlfiskeri i store havområder«.

Det er et faktum, at bundtrawlfiskeri i visse områder nu bliver forbudt, og at WWF jubler over, at Bælthavet og Kattegat får fred. Men virkeligheden er langt mere kompleks og langt mere ubehagelig. For hvis fiskebestandene og biodiversiteten i havet er presset, så skyldes det først og fremmest noget helt andet end fiskeriet: Det skyldes al overvejende den kemiske forurening og udledning af spildevand til vores havmiljø.

Trawlere fisker i de samme områder som altid. Fiskene er fortsat til stede, hvor der trawles.

Det er værd at bemærke – Det danske trawlfiskeri foregår kun på en femtedel af havbunden. Dvs. at over 80 procent fortsat ikke er berørt af denne fiskemetode, som iøvrigt ilandbringer langt størstedelen af de dansk-fanget fisk.

Ligeledes har forskere fra DTU Aqua fastslået, at der generelt ikke er en sammenhæng mellem trawlforbud og vækst i kommercielle fiskebestande. Dvs. selvom der nu totalt set er indført trawlforbud i Bælthavet og i dele af Kattegat, vil dette ikke medføre, at der kommer flere fisk i disse områder.

Problemet er et andet: Kemisk forurening fra spildevand er den altafgørende årsag.. Det er ikke kun sæler og skarv eller forurening fra de store tyske og polske samt russiske floder, det er heller ikke udelukkende mikroplast og marint affald, eller sandsugning og havneudvidelser, kystbeskyttelse eller anlæg i havet, som vindmøller og kabellægning. Og det er heller ikke udelukkende klimaforandringerne eller forurening med lys, støj og ballastvand – NEJ det er spildevandet, der er den største presfaktor og forurener. ( Dvs industrien og os som forbrugere, der dagligt sender husholdningskemikalier samt pesticider, PFAS, tungmetaller og medicinrester ud i vores havmiljø.

Den skarpe retorik mod trawlfiskeriet
Fra DN’s og WWF’s side bygger på en fortælling om ødelagt havbund og udryddet dyreliv. Men den virkelighed stemmer dårligt overens med det, fiskerne selv oplever: De fisker på de selvsamme trawlspor, som deres forældre og bedsteforældre har gjort i årtier – og de fanger stadig fisk. Trawlerne fisker primært på sand- og mudderbund, ikke i sårbare rev eller ålegræsenge. Mange områder uden for disse trawlspor – hvor der ikke er fisket i generationer – ligger øde hen, uden fisk og uden liv. Det er værd at spørge: Hvorfor er der ikke liv dér – for der har jo i årtier været den fornødne ro.?

Den reelle trussel: En cocktail af gift
En ny analyse fra Tænketanken HAV og Roskilde Universitet viser, at miljøfarlige kemikalier i danske farvande findes i koncentrationer, der langt overskrider myndighedernes grænseværdier mange steder. Vi taler om metaller, PFAS-stoffer, industrikemikalier – en kemisk cocktail, der skader biodiversiteten og truer hele økosystemet. Miljøstyrelsen selv vurderer, at 98 procent af de danske vandområder er i »ikke god kemisk tilstand«.

Hvordan hænger det sammen med påstanden om, at fiskeriet er den største trussel mod havmiljøet?

Spildevandet flyder – men det vil koste for meget at rense
Ifølge DR har Miljøministeriet i årevis udeladt store mængder data om kemikalieudledning. Brancheorganisationen DANVA advarer nu om, at det er urealistisk at rense spildevandet godt nok uden massiv finansiering. Der er altså tale om en systemisk, politisk og økonomisk undladelse – ikke blot et miljøproblem, men også et økonomisk prioriteringssvigt.

Læs artiklen i FiskerForum.dk »Kunne kendskab til »Kemikalieforureningen« have ændret fiskeriaftalen?«

Alligevel lyder det højlydt og vedholdende fra grønne organisationer, som Verdensnaturfonden WWF og Danmarks Naturfredningsforening DN, at det er fiskerne og trawlerne, der skal tage ansvaret for havets tilstand. Det har nu vist sig at være et paradoks og en fuldstændig skævvridning af hele miljødebatten.

Miljøorganisationernes troværdighed på spil
Hvis det viser sig – som meget tyder på – at trawlforbuddet ikke fører til den forbedring af havmiljøet og biodiversiteten, som både WWF og Danmarks Naturfredningsforening (DN) har spået om, må det få konsekvenser for organisationerne og den miljøretorik, der i årevis har præget debatten. Når NGO’er konsekvent peger fingre af fiskeriet og samtidig i vid udstrækning ignorerer dokumenterede problemer som spildevand, industrikemikalier og miljøfarlige stoffer, svigter de ikke blot fakta – de underminerer også tilliden til deres dagsorden. Det risikerer at efterlade deres støtter i vildfarelse, baseret på det, man mest præcist må kalde en blanding af »fup og fakta«.

I stedet burde organisationer som WWF og DN bruge deres ressourcer og energi på at bekæmpe den massive kemiske forurening, som ifølge både myndigheder og eksperter udgør den reelle hovedtrussel mod vores havmiljø. En sådan prioritering ville ikke bare være mere ærlig og fagligt funderet – den kunne også være med til at genoprette respekten omkring disse organisationer. Og frem for at udskamme vores fødevareerhverv – herunder det bæredygtige fiskeri og den animalske fødevareproduktion – burde man anerkende og fremhæve den høje kvalitet, som dansk fisk og kød repræsenterer, og som i udlandet berømmes for både bæredygtighed og fødevaresikkerhed.

Trawlfiskeriet har en bundpåvirkning og ja det er helt rimeligt at regulere dette fiskeri, men det skal ske på et fagligt og oplyst grundlag og ikke styres af følelser, hvilket man har fået indtryk af, når miljøorganisationerne går hårdt til den. Men det er ikke rimeligt udelukkende at skyde på fiskerne og gøre dem til syndebukke for alle ulykker i havmiljøet. Specielt ikke når de virkelige syndere får lov at passerer forbi med deres udledninger, som omtalt i Tænketanken HAVs rapport der skriver, at vi kun har set toppen af isbjerget. Der er flere hundrede-tusinde kemiske stoffer i anvendelse og mange af dem kan potientielt ende i havmiljøet.

fiskerforum.dk