Fiskeolie er en vigtig kilde til omega-3-fedtsyrer, men dens produktion kræver store mængder fisk – en ressource, der er under pres. Den danske biotekvirksomhed Algiecel har udviklet en banebrydende teknologi, som kan fremstille omega-3 uden brug af fisk. I stedet anvendes fotosyntese, CO2 og mikroalger.
Teknologien kan få stor betydning for både fiskeriet og akvakulturen, skriver Nordea Funds i en artikel.
Traditionelt produceres fiskeolie ved at fange store mængder fisk. Det kræver meget vand, store havområder og belaster fiskebestandene. Det danske Biotekselskab tilbyder nu et alternativ, hvor man i lukkede bio-reaktorer omdannes CO2 og lys til alger, som naturligt producerer omega-3-fedtsyrer.
Direktør Henrik Busch-Larsen fra Algiecel, forklarer til Nodeafunds: »Vi henter omega-3 fra mikroalger, som er fiskens egen kilde til fedtsyrerne. Dermed springer vi fisken over og får en mere bæredygtig produktion.«
Denne teknologi kan aflaste fiskeriet ved at reducere behovet for store fangster. Samtidig kan den gavne akvakulturen, som i dag bruger fiskebaseret foder. Algiecels mikroalge-baserede olie kan erstatte fiskeolie i foderproduktionen, hvilket skaber en mere bæredygtig foder-cyklus.
»Ved at reducere presset på fiskebestandene sikrer vi en bedre balance i havene, samtidig med at vi tilbyder høj kvalitet til både mennesker og dyr,« siger Busch-Larsen.
Fremtidens storskala produktion
Teknologien er designet til at være skalerbar. Algiecel installerer bio-reaktorer i containere, der kan placeres direkte ved virksomheder, som udleder CO2. Her opsamles CO2’en og bruges i produktionen af omega-3 og andre værdifulde ingredienser.
»Vi gør det nemt for virksomheder at udnytte deres CO2-affald og bidrage til den grønne omstilling,« forklarer Busch-Larsen.
Algiecel arbejder tæt sammen med nordiske partnere som Novonesis og Carbon Centric. Det første fuldskalaanlæg er på vej i Kalundborg. Ifølge Busch-Larsen giver det nordiske fokus på grøn energi og CO2-indfangning store muligheder for vækst.
Kenneth Juul fra Carbon Centric siger i en kommentar, »Vores samarbejde viser, hvordan vi med nye teknologier og partnerskaber kan skabe løsninger, der både er økonomisk og miljømæssigt bæredygtige.«
Algiecels teknologi kan blive en vigtig brik i løsningen på klimaudfordringerne. Den reducerer CO2-udledning, beskytter fiskebestandene og skaber nye, bæredygtige forretningsmuligheder.
»Vi står over for store udfordringer, men med innovation og samarbejde er jeg sikker på, at vi kan skabe en mere bæredygtig fremtid,« slutter Busch-Larsen.