Der er udviklingsmuligheder i de 6000 kvadratmeter produktionsanlæg der indtil oktober i år huser Rahbek Fisk.
På Hirtshals Havn står der således til efteråret en fiskevirksomhed klar til at blive overtaget af nye ejere, der ønsker at etablere sig på havnen og dermed blive én af Danmarks største aktører i fiskeribranchen.
Rahbek Fisk, der fra 2008 har været en del af A. Espersen A/S, har valgt at lukke produktionen i Hirtshals, og dermed står en fabriksbygning specielt indrettet til fiskeindustri klar til overtagelse. Fabriksbygningen er certificeret efter BRC og IFS på højeste niveau og rummer produktionslokaler, kølelager, frostlager og læsseramper.
Jens Moltsen, der i en årrække har været produktionschef for Rahbek Fisk i Hirtshals siger om produktionen i Hirtshals, ”bygningen og rammerne her i Hirtshals giver masser af muligheder for den virksomhed, der placerer sig her i Hirtshals, og jeg ser naturligvis gerne, at der bliver startet fiskeproduktion op i fabrikken igen. Endvidere er der 40 – 45 velkvalificerede medarbejdere, som har mange års erfaring indenfor førevare- og fiskeindustrien, der kan bidrage fra opstarten ved tilflytning og etablering af en ny virksomhed.”
Fabriksbygningen ligger på Østhavnen på Hirtshals Havn, og dermed ligger bygningen et sted, hvor infrastrukturen og de logistiske muligheder er med til at underbygge effektivitet og konkurrencedygtighed. Bygningen er beliggende kun 1.500 meter fra Hirtshals Fiskeauktion i FiskeTerminal Hirtshals og med en kørselsafstand til motorvej E39 på 800 meter. Yderligere ligger bygningen direkte til Østbassin 2, hvilket giver yderligere muligheder i forhold til tilførsel af råvarer.
Fra og med den sidste del af 2013 er der på Hirtshals Havn mere end 40 færgeanløb med gods hver uge. Dermed er der mulighed for tilførsler af råvarer såvel direkte fra Hirtshals Fiskeauktion som fra Norge, Færøerne og Island.
Ole Keilberg, CFO, A. Espersen A/S udtaler i forbindelse med flytningen af produktionen, ”det kan virke som et paradoks, at vi afvikler produktionen og sælger en godt beliggende og velfungerende bygning, men vi må forholde os til den samlede koncerns positionering. Det betyder også, at den virksomhed, der kan optimere sin transport af råvarer og færdigprodukter med udgangspunkt i Hirtshals, vil få gode produktionsfaciliteter i vores tidligere bygninger. Vi vil nu sammen med Hirtshals Havn sætte ressourcer ind på at synliggøre mulighederne over for potentielle købere.”
Rahbek Fisk lukker produktionen i Hirtshals til juli, og når produktionsanlægget er flyttet til koncernens andre fabrikker i udlandet, står bygningen klar til at blive taget i brug af en ny virksomhed fra oktober.