Brændstofbesparelser ved energibesparende teknologier i danske fiskefartøjer kan nu udløse et energitilskud. Nogle fiskere har fået tilskud på 1 million kroner, og støtten dækker i visse tilfælde 25 procent af investeringen i energibesparelser.
Fiskeriet har nu mulighed for at få tilskud til sine energibesparende investeringer. Det sker som følge af den nye energipolitiske aftale som betyder, at investeringer i teknologier, hvor der er dokumenterede brændstofbesparelser på et fiskefartøj, kan udløse et økonomisk tilskud fra et energiselskab. Hertil kommer naturligvis de økonomiske besparelser, som de nye løsninger om bord medfører.
»Potentialet for tilskud i de projekter, vi foreløbig har deltaget i, spænder meget vidt – men vi har eksempler på tilskud helt op til 1 million kroner ved en investering på omkring 6 millioner kroner. Efterfølgende vil der være en stor årlig brændstofbesparelse i driften af fartøjet, som jo er det mest interessante. Det gælder om at reducere brændstofsforbruget pr. kg fanget fisk,« siger Ole Jakobsen, Senior Projektleder, hos Dansk Energirådgivning.
Forudsætningen for at få tilskud er, at fiskefartøjet er indregistreret i Danmark, at brændstoffet er tanket i Danmark – samt at tilbagebetalingstiden for projektet er over et år.
»Tilskuddet er beregnet på grundlag af en konkret brændstofbesparelse, og man skal kunne dokumentere sit køb af brændstof i en dansk havn,« siger Ole Jakobsen.
Store besparelser – stort tilskud
Tilskuddets størrelse afhænger af brændstofforbruget, brændstofbesparelsen og investeringens størrelse.
»Hvis en investering giver en brændstofbesparelse på 10 procent, vil fiskefartøjet med et forbrug på 1 million liter brændstof få et større tilskud end fartøjet med et forbrug på 200.000 liter. Tilskuddet følger antallet af sparede liter brændstof,« fortæller Ole Jakobsen.
Erfaringsmæssigt er der ofte store gevinster at hente ved udskiftning af propeller og skruedyser.
»Vi har flere eksempler i vores projekter på, at de store gevinster ligger i skibets drivlinje, ikke mindst ved et skift til større propeller. Herved kan omdrejningshastigheden sættes ned, og tabet henover skruen bliver mindre, hvorved der opnås en energigevinst. Propeller og dyser kan være en stor investering, men det er også her, der kan ligge en stor besparelse og dermed et stort tilskud,« siger Ole Jakobsen.
De opnåede brændstofbesparelser ligger typisk på 5R11;25 procent – baseret på målinger af brændstofsforbruget under sejlads, inden de nye løsninger installeres.
»Vi laver indledningsvis en gratis screening af hvert fartøj, og den screening giver et overblik, hvad potentialet er. Herefter kan ejeren af fartøjet beslutte sig ud fra vores beregninger,« siger Ole Jakobsen.
Det er muligt at få tilskud til både udskiftning af eksisterende teknologier og til nybygning af fiskefartøjer.
»Hvis man ved en nybygning fraviger standardløsningen, og eksempelvis vælger at installere LED-belysning på sit fartøj, og dermed opnår en energibesparelse, vil det være muligt at få tilskud til et nybygget fartøj. Sådan gælder det for alle de valgte løsninger om bord på et nyt fartøj, hvis man kan dokumentere, at man vælger en mere energieffektiv løsning end standarden,« siger Ole Jakobsen.
No cure – No pay
Dansk Energirådgivning er en af de største energirådgivningsvirksomheder i Danmark og arbejder ud fra ”No Cure – No Pay”-princippet.
»Hvis vi ikke kan finde tilskud til investeringen, skal kunden ikke betale os. Vi laver en indledende energiscreening, som angiver besparelsespotentialet, og den skal kunden ikke betale for. Kun hvis kunden vurderer, at projektet er rentabelt, og det sættes i gang, skal vi have et honorar,« fortæller Ole Jakobsen.
Denne opskrift har Dansk Energirådgivning haft stor succes med på en lang række virksomheder, som har høstet store økonomiske og energimæssige gevinster. Når det gælder fiskeriet, har Dansk Energirådgivning særlige kompetencer. To medarbejdere har tidligere været tilknyttet projekter i fiskeriet, hvor de blandt andet gennemførte ca. 150 energisyn af fiskefartøjer under brændstofpakken (FAS 2) i samarbejde med Danmarks Fiskeriforening – og har derfra et godt kendskab til danske fiskerifartøjer.
Dansk Energirådgivning kan hjælpe med beregning af tilskudsstørrelse, ansøgning om tilskud, rapportskrivning, energimålinger, dokumentation mv.
»Det er meget vigtigt, at kontrakter og aftaler med energiselskaber er på plads, inden der bestilles nyt energibesparende udstyr. Derfor anbefaler vi altid vores kunder at kontakte os så tidligt i forløbet som muligt, og altid inden de bestiller nyt udstyr, så de er sikre på at få det størst mulige tilskud,« siger Ole Jakobsen.
Tilskud til energibesparelser i fiskeriet
Den nye tilskudsordning gør det muligt at opnå tilskud til en lang række brændstofbesparende tiltag, der udføres om bord på fiskefartøjer.
**Betingelser for tilskud**:
- Firmaet skal have dansk CVR-nr.
- Fiskefartøjet skal være indregistreret i Danmark
- Brændstoffet skal være tanket i Danmark (krav om dokumentation)
**Eksempler på tiltag, hvor der kan ydes tilskud**:
- Udskiftning af skruer, skruedyser, motorer, gear
- Udskiftning af almindelig belysning til energibesparende LED-belysning
- Udskiftning til energibesparende trawl, Dyneema-slæbeliner, flydeskovle mv.
- Udskiftning af hydraulik, pumpe, køleanlæg mv.
- Andre dokumenterede besparelser
- Udskifter man eksempelvis hovedmotoren til en tilsvarende ny motor uden brændstofbesparelser, er dette ikke tilskudsberettiget