FF har oprettet en ny og selvstændig fungerende kvalitetsafdeling med fire medarbejdere og omfattende ansvarsområder. Den har direkte reference til FF’s CEO Johannes Palsson.
Leder af afdelingen er den hidtidige produktionsdirektør og kvalitetsansvarlig Klaus Kristoffersen, der får titlen som Quality Director. Til den ny afdeling er også hentet systemchef Vivi Hedeman med ansvar for Quality Assurance, som er den officielle titel. Fra laboratoriet kommer Laila Leth som Quality Controller. Gunn Mose er QA Coordinator i afdelingen.
Uafhængig stabsfunktion
Der er tale om en selvstændig afdeling med vide beføjelser i en international branche, hvor både egne og det omgivende samfunds krav til kvalitet er stærkt i fokus. Den har status som uafhængig stabsfunktion med sigte på både indkøb, egen produktion og i det hele taget kvalitet på alle niveauer fra fangst til forbruger.
Vi lever op til kundernes øgede krav til sikkerhed og dokumentation, fastslår Johannes Palsson.
Opstår der tvivl på et hvilket som helst område omkring f.eks. kvaliteten, kan afdelingen tage affære og henvende sig direkte til FF’s CEO, Johannes Palsson og i princippet i yderste konsekvens til bestyrelsen.
Samarbejdet mellem de udvalgte i den nye afdeling bygger på deres individuelle og solide kendskab til branchen og kravene til kvalitet på alle niveauer. Afdelingen har kompetence til direkte kontakt med både kunder, leverandører og myndigheder. Den skal eksempelvis sikre sig, at EU’s biproduktforordning altid er overholdt og at miljøgodkendelserne lever op til kravene. Den har desuden ansvar for FF’s ni internationale certifikater, produktudvikling, produktspecifikation og intern opfølgning.
Voksende krav
Johannes Palsson forklarer det nye initiativ således: “Det internationale marked stiller voksende krav til information og dokumentation om bæredygtighed og sporbarhed. Det skal vi leve op til, og det gør vi. Kunderne – mennesker i butikken – stiller samtidig øgede krav til sikkerhed og dokumentationen. Samtidig stiller vi skærpede krav til os selv og tager – og har taget – initiativer, der går videre end myndighedernes krav. Vi skal hele tiden tænke på, og det gør vi så, at vi værner om naturen, miljøet og de proteiner til dyr og mennesker i fødekæden, som vi selv får igen i denne fødekæde. Det er ikke alene et spørgsmål om politik, myndigheder og handel, men også om vor egen anstændighed. Vi har den holdning, at det vi siger, gør vi.”