Fredag den 31. januar 2025 var en stor dag på North Sea College i Thyborøn, hvor 16 unge fiskere, hvoraf 13 var mødt op til fejringen og den officiele tildeling af det eftertragtede Blå Bevis. Dagen bød på både anerkendende taler, lykønskninger og en fejring af de nyuddannede, der nu er klar til at tage hul på deres erhvervs-karriere i fiskeriet.
Rosende ord til de nyudsprungne fiskere
Formanden for Danmarks Fiskeriforening opfordrede dem til at holde fast i deres ambitioner og tænke innovativt samt udvise det fornødne mod i en tid med udfordringer. Også skipperskolens Uddannelsesleder Peter Schyum Jensen roste dem for på rekordtid at gå fra, det han muntert kaldte ›unge banditter‹ til »halvvoksne mænd‹, der har fået styr på det meste og det aller vigtigste og slutteligt fiskeriminister Jacob Jensen (V), der også var med i uddelingen af det Blå Bevis til de unge fiskere og som understregede i sin tale, at man fra politisk hold skal værne om dansk erhvervsfiskeri. »Det betyder, at vi skal skabe rum til I her i salen kan blive fremtidens dygtige og succesfulde erhvervsfiskere. Jeg vil gøre mit for, at I ser ind i en fremtid, hvor det gøres lettere at være fisker – også ny fisker,« sagde ministeren til forsamlingen af de unge erhvervsfiskere, der nu er klar til en at springe ud i fiskeriet.

Årets Unge Fisker – Philip Bach Jensen – blev hædret for sin indsats
Som en fast tradition blev prisen for Årets Unge Fisker også uddelt. Den opgave var tildelt vores fiskeriminister. Prisen gives til en elev, der har udmærket sig både fagligt og socialt – en person, der har vist flid, engagement og været en god kammerat på skolen.
Den festlige dag markerede ikke kun afslutningen på en uddannelse, men også begyndelsen på en ny rejse for de unge fiskere. De har nu officielt fået deres Blå Bevis og står klar til at forme fremtiden for dansk fiskeri.
Stort tillykke til dem alle fra FiskerForum.dk
foto: Louise – Fiskeritidende.dk



















