Den svenske familien Claeson med rederiet GIFICO har netop fået et nyt skib med samme navn som det tidligere, nemlig S 205 »Ceton«. Det gamle Ceton har erstattet familiens andet pelagiske skib og er dermed blevet til det nye GG 203 »Ginneton«.
Familien Claesons liv på havet startede med farfar Karl Gustav Claeson, der købte det første »Ginneton« i 1977. I dag fortsætter eventyret til søs for familien, som i øjeblikket er i gang med et generationsskifte.
Tredje generation bestående af Johannes Claeson og hans tre fætre Jacob og Philip Claeson og Jonathan Chamoret er ved at overtage de to skibe fra deres fædre Thor og Kurt Claeson. »I Sverige er der lidt en tradition for at få sønnerne med ud at sejle fra en tidlig start. I Danmark har fiskeriet til tider været mere ustabilt, så der har fædrene i stedet opfordret deres sønnerne til at lave noget andet.
- 70 meter langt
- 14 meter bredt
- Lastkapacitet 1950 ton
- Skibet har fire tromler
- Dynema-reb
- Elmotorer til belysning med mere
- Besætning på to hold af seks mand
- S 205 Ceton er det tidligere S 364 »Rockall« og blev bygget på Karstensens Skibsværft i 2017
»Men jeg har altid vidst, at jeg skulle være fisker,« siger Johannes Claeson, der sammen med sin fætter Jacob Claeson er skipper på S 205 »Ceton«
Ses dagligt til lands og til vands
Og fiskeriet fylder da også stort set hele livet for den unge skipper. Ikke nok med at Familien Claeson er tæt knyttede til søs, så ses de også omtrent dagligt på land, når de ikke er ude at fiske. Og så har de ovenikøbet en hel masse grandfætre, som også fisker.
»Til familiesammenkomster bliver vi nødt til at blande os med andre, for ellers handler det ikke om andet end fiskeri! Til havs snakker vi meget sammen med vores familie over radioen,« siger Johannes Claeson. End ikke den aldrende farfar Karl Gustav Claeson holder sig tilbage.
»Han er 97 år, men han kommer stadig på kontoret. Når vi er ude at fiske, skriver han altid og spørger, hvordan det går. Han er vældig stolt og vi fætre har altid set meget op til ham. Han er vores allesammens mentor i livet,« siger Johannes Claeson.