Vi befinder os i skrivende stund på bagkanten af blåhvillingsæsonen, og i det følgende vil Fish Supply Director John B. Christensen fra FF Skagen gøre status på, hvordan den er forløbet i år.
Det er en tydeligt tilfreds Fish Supply Director, der gør status over blåhvillingsæsonen, der normalt strækker sig fra februar måned og frem til maj.
»Alt i alt vil jeg sige, at blåhvillingsæsonen igen i år har været rigtig god. Mængderne er blevet indfriet i forhold til, hvad vi ønskede, og kvaliteten af fisken har også været rigtig fin. Vores budget for denne art er i den grad blevet indfriet,« siger John B. Christensen viderer.
Og netop kvaliteten på fangsterne er noget, FF Skagen helt bevidst er gået ind og arbejdet med. Sidste år indførte virksomheden kvalitetsafregning på råvarerne, og herefter gik processen i gang med at anskueliggøre over for fiskerne, at det godt kan betale sig at køle på fiskene og undgå at fylde bådene helt op, for dermed at få en højere pris for fisken og dette tiltag lader til at være blevet taget godt imod:
»Vores leverandører kommer med super god fisk. Det er nedkølet, og vi laver nogle helt fantastiske produkter af det. Og vi kan ligeså godt se i øjnene, at hvis vi skal være her på den lange bane, så er vi afhængige af, at vi får friske råvarer,« fortæller John B. Christensen.
For FF Skagen har initiativet ligeledes betydet store miljømæssige fordele i forhold til udledning, emission og det eksterne miljø.
Nye produktionsanlæg tiltrækker nye skibe
En anden faktor for den gode sæson skal findes i, at de massive forbedringer på produktionsanlæggene i både Hanstholm og Skagen har båret frugt.
»Når du står med store mængder fisk, skal du ikke underkende produktionsfaciliteterne og deres pålidelighed. Her har begge fabrikker kørt med den kapacitet, jeg havde regnet med. På den konto er det lykkedes os at tiltrække flere nye fartøjer, fordi de hurtigt kan komme af med deres fisk og komme ud at sejle igen. Det har ligesom gjort os lidt mere attraktive,« siger John B. Christensen.