Flere og flere færøske industritrawlere, har i den seneste uge landet deres fangster af blåhvilling ved TripleNine i Thyborøn og ved FF Skagen.
Ved FF Skagen landede Fagraberg i sidste uge en last på 2.700 tons Blåhvilling til FF Skagen. Blåhvilling som de havde fanget syd for Færøerne. Selv betegner besætningen fiskeriet som godt og efter landingen er de igen at finde på fiskefelterne midt mellem Færøerne og Skotland. Her fisker de fleste færøske industritrawlere sammen med trawlere fra Rusland og Island.
I sidste uge landede den færøske trawler Tróndur í Gøtu 2.400 tons blåhvilling til TripleNine i Thyborøn. Blåhvilling som de har hentet midt mellem Færøerne og Skotland. Også her melder besætningen om et godt og fornuftigt fiskeri af den lille og meget eftertragtede proteinfisk, som de igen har sat kurs og fart efter.
Trawleren Arctic Voyager landede 1.900 tons blåhvilling til TripleNine i Thyborøn, som også er hentet syd for Færøerne. Skipper og besætning melder også her om et godt fiskeri af den lille industrifisk og straks efter landingen i Thyborøn, på den jyske Vestkyst, er de atter at finde i fiskeriet efter blåhvillinge, midt mellem Færøerne og Skotland.