At energioptimering kan betale sig, kan den nordjyske fisker Peter Mørk stå inde for. En betydelig brændstofbesparelse, forøget trækkraft og højere tophastighed var resultatet, da han besluttede sig for at lade Vestergaard Marine Service A/S medvirke ved en energioptimering af sin kutter, Karen Mørk
Peter Mørk ser med glæde frem til de kommende års fiskeri. Ved fremtidig sejlads kan han nemlig stryge gevinsten af en større energioptimering af sin kutter, FN 206 Maren Mørk af Frederikshavn.
Optimeringen af rordyse og propel stod Vestergaard Marine Service A/S i Frederikshavn for.
Det begyndte med montering af den nye rordyse, som samtidig gjorde det nødvendigt at forlænge skrueakslen med cirka 40 centimeter.
– Skibet var for fyldigt i bagenden. Det gav problemer med kavitation, når vi ændrede hastighed, fortæller Peter Mørk, der har fisket siden 1970, og med en besætning på to-tre mand primært fisker hummere i Kattegat.
Han fandt en passende rordyse i Spanien, og på værkstedet hos Vestergaard Marine Service A/S i Frederikshavn blev dysen tilpasset de faktiske forhold på Karen Mørk, blandt andet minimering af højde og udskæringer for at kunne dreje tilstrækkeligt.
Specialdesignet propel
Propellen blev skiftet ud med en specialdesignet trebladet propel, der igen blev tilpasset dysen med mindst mulig tolerance. Udformningen af bladene blev vifteformede, da denne form er den, der giver optimal trækkraft. Dysen er monteret med nogle få graders hældning for at have optimal funktion ved skibets normale deplacement i vandet.
I påsken 2010 sendte Peter Mørk kutteren på værft til en større ombygning. Blandt andet fik trækutteren, der er bygget i Bønderup i 1982, etableret et shelterdæk i aluminium, ligesom styrehuset blev bygget ud på lønningen, hvilket gav plads til både toilet og en større messe. Endelig blev agterskibet forlænget og ombygget fra krydserhæk til fladt agterspejl.
Et helt andet skib
Ombygningen blev udført af C.J. skibs- & bådebyggeri i Egernsund. Energioptimeringen blev gennemført i samme forbindelse og med støtte fra energipakken FAS2.
– Det er et helt andet skib. Det kan nærmest ikke sammenlignes, siger Peter Mørk, der fik sin kutter tilbage efter endt ombygning i januar i år.
Han fik en tidligere værftsejer i Frederikshavn til at kigge den nye propel efter i sømmene, og den blev rost af fagmanden, fortæller Peter Mørk.
– Det var virkelig fint arbejde af Vestergaards folk. Han sagde, at han slet ikke kunne se, hvor svejsningerne var. Og så gav det altså væsentlig mere trækkraft.
Bedre trækkraft
Allerede på de første ture kunne han konstatere, at både tophastighed og trækkraft var forøget betydeligt.
– Vi gik fra en topfart på 7,5 til 10,3 knob, og vi forøgede trækkraften med 75 procent. Førhen havde vi problemer med at trække de store hummertrawl på 160 fod. Vi havde vodbinderen til at kigge dem efter, men der var ikke noget i vejen med trawlet. Det hjalp heller ikke at smide de tunge kæder, så vi måtte bruge de små 130 fods trawl. Nu trækker vi de store uden problemer, forklarer Peter Mørk, der for nylig landede 29 tons tobis.
Halveret brændstofforbrug
Fuldt lastet kan Karen Mørk med en tonnage på knap 60 tons tage 55 tons last.
– Der er ikke længere problemer med kavitation, og brændstofforbruget er blevet halveret ved syv knob. På årsbasis er der vel sparet 25-30 procent. Det giver en besparelse på 135.000 kr. alene i brændstof. Det er jo penge, der tikker ind, hver gang, jeg kobler propellen til. Og med den ekstra trækkraft oveni lover det godt for det fremtidige fiskeri, fortæller en tilfreds Peter Mørk.