Danmark har planer om at etablere verdens første energi-øer i Nordsøen og ved Bornholm. Man indleder dermed en helt ny epoke for havvind i stor skala. De to energi-øer skal være etableret i 2030, hvor de skal levere 5 GW effekt. (svarende til et årligt el-forbrug til 5 mio husstande).
Det bliver danmarkshistories største anlægsprojekt med en estimeret anlægssum på omkring 210 mia. kr. Det svarer til op imod 5 Storebæltsbroer eller ca. 4 Femernbælt-forbindelser.
Mens miljøfolk og »bevarmigvel«-organisationerne har armene i vejret, så er der andre der ser helt anderledes negativt på disse planer. For de dumper direkte ned i et godt fiske- og gydefelt, når man eksempelvis planlægger etablering af Energi-øen i Nordsøen.
Den præcise udformning er endnu ikke fastlagt, men en ø, der kan håndtere 3 gigawatt havvind forventes at få en størrelse på mindst 120.000 m2, svarende til 18 fodboldbaner. På sigt skal kapaciteten kunne udvides fra 3 til 10 gigawatt, hvilket er nok til at forsyne 10 mio. husstande. Når øen udvides, forventes den som minimum at omfatte et areal svarende til 64 fodboldbaner. Dertil skal lægges arealer / havbund til de havvindmølleparker der også skal tilsluttes energi-øen.
Fiskeskipper Michael Bork (38 år) med garnbåden L 66 »Maria Bork« fra Thyborøn kommer i klemme
Han siger til FiskerForum.dk, at for hans vedkommende vil placeringen af Energi-øen VestNordvest for Hvide Sande få betydning for ca. en fjerdedel af hans forårsfiskeri efter rødspætter og specielt tunger. Det vil være en reduktion af fiskeriet på mellem 25 og 30 procent. Hvilket er katastrofalt for fiskeriet, for en båd af »Maria Bork’s« størrelse, der måler 22 meter.
Den vestjyske fisker påpeger flere ting i dette energi-ø projekt, der vil få direkte negativ indflydelse på fiskeriet.
Etableringen af øen, hvor der skal sand- og ralsuges omkring Jyske Rev får helt klart en negativ betydning. Alle opgravninger, larmen og »sandfygningen« under vandet giver ikke fiskene i området ro. Og de efterladte sugehuller bliver lagt fuldstændigt øde, for ingen fisk vil etablere sig her, før der er gået rigtigt mange år.
Desuden vil fundamenterne til havmøllerne omkring Energi-øen, vil være et område hvor fiskefartøjer, af en vis størrelse ikke må krydse igennem, dvs. at drifts-omkostningerne i forbindelse med sejlads inden fiskeriet vil stige betragteligt (ekstra diesel og ekstra tid). Derudover vil fiskeri i disse områder heller ikke være tilladt, for fartøjer af en vis størrelse.
Havvindmølleparkerne skaber så meget lavfrekvent og anden støj, særligt i byggeperioden, at fisk ikke vil kunne trives i området. De søger istedet andre steder hen, hvor larmen er mere udholdelig. Desuden mistænkes antallet af møllefundamenter, at skabe nye eller ændre eksisterende havstrømme, så »sandflugten« under havets overflade, i disse områder, vil ændre sig uforudsigeligt og dermed potientielt kan ødelægge yderligere fiskepladser i området.
Desuden Vil så store anlægsprojekter i Nordsøen, uværgeligt skabe trængselsproblemer for fiskerne andre steder. For når gode fiskepladser nedlægges ét sted, skal man søge nye andre steder. Men her kommer man måske til at dele pladsen med mange andre fiskere, der så skal dele deres område med endnu flere fiskere. Det igen giver risiko for et uhensigtsmæssigt og urentabelt fiskeri i de berørte områder.
Hvorfor havmølleparker og energi-øer
Folketinget har i juni 2020 besluttet at sætte gang i forberedelserne til etablering af to energi-øer i Danmark, én i Nordsøen og én i Østersøen. Energi-øen på Bornholm skal rumme 2 GW, mens Energi-øen i Nordsøen skal kunne rumme 3 GW i 2030 og 10 GW på sigt.
Intentionerne med energi-øerne, er at strømmen fra de mange havmølleparker samles et sted og føres direkte fra energi-øen til flere lande. Det er nyt, for indtil nu har man bygget efter devisen én havmøllepark med én strømforbindelse til ét land.
Flere konstruktionstyper: En kunstigt skabt energi-ø langt ude på havet vil alt efter forholdene kunne anlægges som en opfyldt sand-ø, som stålplatforme eller som en inddæmmet ø med sænkekasser af beton eller stål, der fyldes op med fx stenmateriale. Energi-øen i Nordsøen skal konstrueres som en inddæmmet ø.
Du kan læse mere om energi-øer her: